Silkeborg-træner lovpriser Vejle efter sen sejr: Gør det svært for mange
Gæsterne fra Vejle havde dog gode chancer for at få mere ud af kampen, og både mod Silkeborg og i sæsonens to første kampe har holdet vist højt niveau, mener Silkeborg-træner Kent Nielsen.
"Vejle skal have ros. Sidste sæsons mestre (FC København, red.) og sidste års bronzevindere (AGF, red.) måtte slide hårdt for at få tre point mod Vejle, og det kom vi også til."
"Første halvleg var lige ved og næsten for begge bold, og i det første kvarter af anden halvleg var Vejle virkelig gode, mens vi havde det svært".
"De spillede en fin kamp. Det blev så svært, som vi havde forventet, og Vejle var dygtige til at gøre det svært for os."
Vejle-træner Ivan Prelec mener, at skarpheden blev afgørende i et ellers jævnbyrdigt opgør.
"Hold som er vant til at spille på superliganiveau, scorer på deres chancer og straffer modstanderens fejl, og det blev forskellen her", siger Prelec.
"Havde vi vundet denne kamp, havde det været fortjent, men nu hvor Silkeborg vandt, var det også fortjent, for de var bedre til at udnytte deres chancer."
"Vi har vist i vores første tre kampe, at vi kan være med på dette niveau. Det gjaldt også i denne kamp, endda på kunstgræsset, som er til Silkeborgs fordel.
Vejles forsvarsspiller Oliver Provstgaard erkender, at det var hårdt at tage nederlaget efter Silkeborgs afgørende scoring i overtiden.
"Det er altid surt at tabe i overtiden, især når man har været foran og sidder med følelsen af, at man sagtens kunne have taget sejren."
"Det er ærgerligt at stå med nul point, når man kunne have taget tre. Vi er trætte af, at det nu igen var lige ved og næsten."
"Det er som regel de dygtige hold, som også har marginalerne på deres side, og det må vi sikre, at vi snart får vendt til vores fordel", siger Provstgaard.
Vejle ligger sidst i Superligaen og får i næste runde besøg af FC Midtjylland.