Simone Biles fører USA til holdguld i suveræn stil: Napper sin femte guldmedalje
Det var i forbindelse med holdkonkurrencen ved OL i Tokyo i 2021, det amerikanske gymnastikfænomen Simone Biles' nedtur startede, og der blev sået tvivl om fremtiden i sporten.
Hun vendte dog tilbage til konkurrence små to år senere i sommeren 2023, og tirsdag førte hun an, da USA's kvinder i netop holdkonkurrencen tog en stensikker guldmedalje ved OL i Paris.
Italien fik sølv og Brasilien bronze.
Biles imponerede stort allerede i kvalifikationen til både de individuelle konkurrencer og holdkonkurrencen i weekenden. Derfor var det ikke overraskende, at hun viste sit tårnhøje niveau i holdfinalen.
Foran en fyldt Bercy Arena med 13.500 larmende tilskuere indledte USA og 27-årige Biles stærkt i spring over hest.
Med den højeste score af alle til Biles på 14,9 og gode spring af de to holdkammerater lagde amerikanerne sig i front fra første færd.
Selv om Biles er holdets - og sportens - altoverskyggende stjerne, så leverede hendes holdkammerater også hele vejen gennem finalen.
Allerede efter to af de fire discipliner førte USA med over tre point ned til de nærmest forfølgere, hvilket er meget i gymnastik.
Føringen blev udbygget efter tredje runde discipliner, og dermed skulle et par graverende fejl til i gulvøvelsen, hvis ikke det skulle blive til amerikansk guld.
Efter to gode serier af holdkammeraterne lukkede og slukkede Biles på gulvet med en imponerende serie. Med sin enorme springstyrke og sikkerhed satte hun en tyk streg under amerikanernes suverænitet.
Der var næsten seks point ned til Italien på andenpladsen.
Biles er også kvalificeret til finalen i fire individuelle konkurrencer og kan altså potentielt hente fem OL-guldmedaljer. Hun har i forvejen fire guldmedaljer, en enkelt af sølv og to af bronze.
Dertil er hun indehaver af 30 VM-medaljer, heraf 23 af guld. Det gør hende til sportens mest vindende gymnast i historien.