Sinner sejrer i medrivende opgør: Hapser historisk førstepræmie i saudisk show
Jannik Sinner vandt lørdag opvisningsturneringen Six Kings Slam i Saudi-Arabien og en historisk førstepræmie.
Seks millioner dollar eller omkring 40 millioner kroner var der til italieneren for mindre end en uges arbejde i Riyadh. Det er den største enkeltstående præmie nogensinde i tennissporten.
I finalen slog verdensetteren den spanske verdenstoer, Carlos Alcaraz, med 6-7, 6-3, 6-3 efter knap to og en halv times spil.
Det krævede en invitation at spille med i Six Kings Slam, så ikke alle har haft muligheden for at arbejde sig op og kvalificere sig.
Modsat er det i tennissportens fire grandslam-turneringer, hvor førstepræmierne i 2024 har vekslet mellem beløb svarende til 18 og 22 millioner kroner.
Danske Holger Rune var én af de seks inviterede "konger" i turneringen. Efter et klart nederlag i to sæt til Alcaraz onsdag var danskeren dog tidligt færdig.
Adskillige medier, blandt andre rettighedshaveren DAZN, har skrevet, at de seks spillere hver har fået et beløb svarende til omkring ti millioner kroner for overhovedet at stille op.
For Rune er det en ikke ubetydelig del af årets indtjening.
Ifølge ATP havde danskeren indtil denne uge spillet sig til omkring 15 millioner kroner i præmiepenge i 2024, hvorfor ugens indtjening altså svarer til omkring 68 procent af den hidtidige indtjening.
Førstepræmien på godt 40 millioner kroner svarer til knap 50 procent af Sinners indtjening via præmier i 2024 indtil videre. Italieneren vandt både Australian Open og US Open.
Modsat stort set alle andre tennisturneringer blev der lørdag også spillet om tredjepladsen. I et opgør mellem to af spillets største legender vandt Novak Djokovic i to sæt over Rafael Nadal.