Skipp-kanon og sen Kane-kasse forværrer krisen hos Chelsea
Søndag var Tottenham skarpest på hjemmebane i London-derbyet og vandt med 2-0 på en forrygende kasse af 22-årige Oliver Skipp lige efter pausen og en nem scoring af Harry Kane i slutfasen.
Uanset resultatet ville Tottenham ligge nummer fire i Premier League, men sejren øger afstanden ned til Newcastle i jagten på den fjerde og sidste Champions League-plads i den stærke fodboldliga.
Kriseramte Chelsea er til gengæld tættere på nedrykning end Champions League efter at have tabt to ligakampe i træk og ikke vundet i fem.
Søndagens nederlag øger presset på klubbens udskældte manager, Graham Potter, der formentlig snart må en tur ned på arbejdsformidlingen efter mindre end et halvt år i Chelsea.
Heldet tilsmiler dog heller ikke Potter og hans hold. Den trængte manager fik endnu mere at tænke på, da han allerede tidligt i opgøret måtte hive forsvarsgeneral Thiago Silva ud på grund af en skade.
Afløseren Wesley Fofana fik gjort sig bemærket, da han i det 28. minut fik rettet en afslutning fra Pierre-Emile Højbjerg så meget af, at den tog stolpen. Det var første halvlegs bedste bud på en scoring.
Begge hold spillede med stor tænding, og temperamenterne boblede. Det kastede fem advarsler af sig, men det kunne reelt være blevet til mange flere.
Det hele kammede over i slutningen af første halvleg, da flere spillere blev involveret i tumult. Hakim Ziyech fik først et rødt kort for at have plantet en hånd i ansigtet på Emerson Royal, men efter at have genset situationen slap Chelsea-spilleren med gult kort.
Efter den lidt uskønne første halvleg begyndte anden halvleg med et brag.
Der var kun spillet 20 sekunder, da Oliver Skipp brød bolden uden for feltet og kanonerede den i mål via overliggeren. Det var Skipps første fuldtræffer for Tottenham, og den faldt i midtbanespillerens førsteholdskamp nummer 66.
Chelsea havde svært ved at åbne hjemmeholdets stærke defensiv og var reelt ikke tæt på en udligning.
I det 82. minut afgjorde Harry Kane opgøret. Et hjørnespark blev forlænget over til anføreren, som sikkert dirigerede bolden i mål til 2-0.
I den mere kuriøse afdeling måtte dommer Stuart Attwell to gange afbryde kampen, fordi kommunikationen til VAR-vognen fejlede.