Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Skuffelsen fylder hos Silkeborg efter nedsabling i Aalborg: "Den er rigtig tung"

Ritzau
Lucas Andersen og familien efter sejren.
Lucas Andersen og familien efter sejren.Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Efter 1-1 i første opgør i Silkeborg mellem pokalsemifinalisterne AaB og Silkeborg IF var det helt lige, da holdene torsdag mødtes i Aalborg.

Her blev det til en sikker 4-1-sejr til hjemmeholdet fra AaB. Silkeborgs målmand Nicolai Larsen havde håbet på mere.

"Lige nu er den rigtig tung. Vi er skuffede og kede af det. Vi havde en fantastisk mulighed for at spille os i pokalfinalen," sagde Nicolai Larsen efter opgøret.

"Jeg er bare træt af at ryge ud. Det fylder mere end nederlagets størrelse. Jeg er bare skuffet, men vi bliver nødt til at ryste det hurtigt af os."

Nicolai Larsen har tidligere vundet pokalfinalen med netop AaB tilbage i 2014, men den mulighed får han altså ikke igen i denne omgang.

"Vi kom egentlig frem til de chancer, vi skal. Forskellen er, at de sparkede stolpe-ind, og vi sparkede stolpe-ud. Den sidste kvalitet var bedre hos dem," lyder det fra målmanden.

I den anden lejr står AaB's Lucas Andersen, der med sin scoring til 3-1 på direkte frispark havde en afgørende fod med i spillet om, hvem der endte i den eftertragtede finale.

"Jeg synes, at vi leverede en stærk præstation og havde overtaget i kampen. Silkeborg lå og lukrerede på omstillinger, fik scoret og brændte en stor chance. Det kunne have fået det hele til at se anderledes ud", lød det fra Lucas Andersen.

" Vi gik op og scorede efterfølgende. Det vidner om en rigtig stor tro på tingene, at vi bliver ved med at jagte."

Lucas Andersen har ligesom Nicolai Larsen også tidligere stået i pokalfinalen. I 2020 blev det ikke en succes for ham og AaB, da holdet tabte 0-2 til Sønderjyske, og offensivspilleren samtidig blev slemt skadet i opgøret.

Den finalekamp blev spillet i Esbjerg. Nu kan Lucas Andersen og AaB se frem til at spille pokalfinalen i Parken.