Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Skuffet Ruud imponeret over Rune: Han er meget frygtløs

Ritzau
Skuffet Ruud imponeret over Rune: Han er meget frygtløs
Skuffet Ruud imponeret over Rune: Han er meget frygtløsProfimedia
24-årige Casper Ruud så lørdag ud til at have knækket Holger Rune og være på vej i karrierens blot anden finale på Masters 1000-niveau, der rangerer lige under de fire grand slams.

Men den fire år yngre dansker hankede op i sig selv og vendte 6-7, 2-4 til en sejr i tre sæt i semifinalen ved Italian Open i Rom.

Trods skuffelsen har Ruud pæne ord at sige om Rune.

"Det var en velspillet kamp indtil måske tredje sæt, hvor jeg desværre ikke spillede godt."

"Det var mange gode dueller. Vi kan begge løbe bolde op, vi kan begge lide at løbe rundt på gruset. Holger spiller også meget aggressivt. Han kan løbe og glide rundt og forsvarer sig godt", siger Ruud ifølge atptour.com.

Ruud fører stadig i sine indbyrdes opgør mod Rune, der alle har været på grus. 4-1 står den til nordmanden efter danskerens reducering.

"Jeg synes, han spiller meget frygtløst. Han møder bolden tidligt, hvilket er meget imponerende på grus. Det er ikke normalt at gøre det alt for godt på grus, fordi der er dårlige opspring og alt muligt. Men han gjorde det virkelig godt", siger Ruud om Rune.

Der var ballade mellem Rune og Ruud, da de senest var i aktion mod hinanden i French Open-kvartfinalen sidste år. Men denne gang var der ingen mundhuggeri.

"Der var respekt fra begge sider og ingen drama", siger Ruud til det norske nyhedsbureau NTB.

Rune, der er den første skandinaviske mand i en Italian Open-finale siden 2000, møder søndag Stefanos Tsitsipas eller Daniil Medvedev.

Deres semifinale blev sat i gang lige efter Runes sejr, men ved 4-4 i første sæt blev opgøret afbrudt på grund af regn og var ved 19.30-tiden endnu ikke sat i gang igen.