Sol Campbell - Sådan bliver man til Judas på 7 kilometer
Sol Campbell var en lokal helt i Tottenham. Intet mindre.
Landsholdsspiller, anfører for Spurs og beundret for sit fysisk fremragende men dog samtidigt elegante forsvarsspil, der på det tidspunkt kun blev matchet af få i Premier League. Hvis overhovedet. 255 kampe for London-klubben var han nået op på, og han var bredt anerkendt som en af Europas bedste centerbacks. Der var ikke nogen grund til, at han ikke skulle kunne gå over i historien som et af Tottenhams største fodboldikoner nogensinde. Der kom dog en mindre ting i vejen for den historie.
Og det var et opkald fra en franskmand i naboklubben Arsenal. En franskmand ved navn Wenger. Den ikoniske træner for The Gunners var ved at støbe den sidste del af fundamentet for det, der skulle blive til The Invincibles i sæsonen 2003-2004, og her skulle han bruge en mand til at erstatte det aldrende og lettere skrantende, anker i forsvaret, anfører Tony Adams. Men at skifte fra Tottenham til Arsenal, eller for den sags skyld den anden vej, er ikke bare sådan noget, man gør. Og da slet ikke, når man har været i klubben siden man var 18 år og tillige var klubbens kaptajn.
Sirenesangen fra Highbury vandt
På trods af dette, så blev Campbell særdelesoverbevist af Wengers salgstale og hans visioner for fremtiden. Og da englænderens kontrakt havde udløb samme sommer, og Tottenham ikke var kvalificeret til Champions League, som Arsenal var det, så kunne han efter måneders tovtrækkeri med Spurs underskrive en ny kontrakt som Sulzeer Jeremiah Campbell. Det var dog nu hos ærkefjenderne fra Arsenal, der havde til huse blot syv kilometer fra White Hart Lane, som Tottenhams hjemmebane hed dengang..
Det gik ikke upåagtet hen. Ikke alene var Campbell blevet tilbudt en kontrakt i Tottenham, der ville have gjort ham til den mest vellønnede spiller i klubbens historie, men han havde også sværget på, at han var Tottenham-spiller til benet. Men money talks, som de siger, og selvom han havde tilbud fra store klubber på kontinentet, og at han oven i købet havde stadfæstet, at netop Arsenal ville han aldrig spille for, var han nu altså en Arsenal-spiller.
Over tyve år senere er Campbell stadig persona non grata hos Spurs, og så sent som i 2009, hvor den nu snart pensionerede midterforsvarer slog sine folder hos Portsmouth, blev fire Arsenal-fans idømt langvarige karantæner for at synge racistiske smædesange efter ham.
En tid som uovervindelig
Ikke desto mindre, så fik Campbell en særdeles succesrig tid hos Arsenal. I sin første sæson havde han garvede Adams som en særdeles taktisk klog makker i midterforsvaret. Og Arsenal blev med den fysisk ekstraordinære Campbell som afgørende skakbrik mestre, oven i købet ved at vinde med 1-0 over Manchester United på Old Trafford, og det blev oven i købet til en Double, da de også slog Chelsea med 2-0 i pokalfinalen.
To sæsoner senere toppede både Campbell og Arsenal dog den bedrift, da de gik ubesejrede gennem hele sæsonen, hvilket resulterede i at han, sammen med Thierry Henry, Lauren, Ashley Cole, Robert Pires samt Patrick Vieira kom på årets hold i England. Vel at mærke for tredje gang i sin karriere.
Campbell spillede i alt fem sæsoner for Arsenal, og populær, det var han godt nok aldrig, når Gunners var på besøg på White Hart Lane. Navnet Campbell er stadig synonymt med "Judas" på de kanter. Fodboldfans glemmer sjældent den slags.