Spansk fiasko komplet: Færdige ved EM efter skuffende uafgjort mod Østrig
Spaniens håndboldherrer, der har vundet medalje ved de seneste fem slutrunder, er efter gruppespillet færdig ved EM efter uafgjort i den sidste kamp mod Østrig.
Alle semifinaler ved EM i håndbold siden 2012 har været med spansk deltagelse, men sådan bliver det ikke i 2024.
De spanske håndboldherrer, der vandt VM-bronze sidste år og EM-sølv i 2022, er færdige ved slutrunden i Tyskland, efter at holdet skuffende spillede 33-33 i den sidste gruppekamp mod Østrig.
Inden kampen tirsdag aften stod Spanien med to point efter de to første kampe, mens Østrig havde tre point.
Kroatien havde allerede taget gruppesejren med fem point, og dermed var Spanien presset til sejr over østrigerne for at spille sig videre, men det endte i en spansk fiasko.
I de døende sekunder udlignede Østrigs Tobias Wagner til 33-33, hvilket sendte Østrig videre på bekostning af spanierne.