Spillerforeningen lægger pres på Fremad Amager
Det har betydet, at Spillerforeningen har sendt et påkrav til Fremad Amager på vegne af flere spillere.
Det skriver mediet bold.dk.
Påkravet betyder, at Fremad Amager har tre dage til at udbetale lønnen.
Ifølge Tipsbladet har Spillerforeningen sendt et påkrav på vegne af 20 lønmodtagere i klubben.
"Påkravet gælder i tre dage og skal teoretisk set betales på tirsdag. Hvis ikke det sker, vil spillerne så have mulighed for at hæve sine kontrakter. Det vil så være en naturlig konsekvens at kræve erstatning for restkontraktsummen," siger vicedirektør i Spillerforeningen, Allan Reese.
Hvis spillerne efter tre dage ikke har fået løn, vil de kunne ophæve deres kontrakter med klubben og begære den konkurs.
Onsdag fortalte klubbens direktør, Lars Hein, at den manglende lønudbetaling skyldtes en administrativ fejl, hvor en medarbejder havde fået overført 500.000 kroner til sin egen konto.
Lars Hein forsikrede derfor over for bold.dk, at alle snart ville få deres løn.
"Det var ikke nogen sjovt aften tirsdag og en brandærgerlig fejl, som vi fik lavet på kontoret. Heldigvis er den på vej til at blive løst, hvilket vi har informeret Spillerforeningen om," sagde Lars Hein onsdag.
Tidligere i januar blev klubben erklæret insolvent, fordi den skyldte flere hundredtusinder kroner væk. I den forbindelse oplyste Lars Hein, at man arbejdede på at finde ekstra kapital.