Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Sportschef jubler over VM: "Vi har verdensklassesvømmere"

Ritzau
Sportschef jubler over VM: Vi har verdensklassesvømmere
Sportschef jubler over VM: Vi har verdensklassesvømmereProfimedia
To femtepladser og tre sikrede nationspladser til næste års OL i Paris.

Sådan lød høsten for de danske svømmere ved sidste uges VM på langbane i japanske Fukuoka, og sportschef i Svøm Danmark Lars Robl udtrykker stor glæde over resultaterne og perspektiverne for fremtiden.

"Jeg er super tilfreds med det samlede resultat, udviklingen og særligt den kontinuitet, som pigerne nu har vist igennem det seneste års tid."

"Det viser, at strategien, vi prøver at implementere, bærer frugt. Vi ønsker at skabe en præstationskultur, hvor vi deltager ved de store mesterskaber for at præstere og ikke bare for at være med", siger Lars Robl mandag før afgangen mod Danmark.

Det var Thea Blomsterberg og Helena Rosendahl Bach, der på henholdsvis 200 meter bryst og 200 meter butterfly hentede femtepladser.

"Med to femtepladser viste vi, at vi har verdensklassesvømmere. Det skal vi huske", siger Robl med tryk på "har".

Ud over Blomsterberg og Bach sikrede også Julie Kepp Jensen en kvoteplads til Danmark til OL i 2024.

"Tre svømmere kvalificerede, og det giver dem den ro og mulighed for at planlægge optimalt, som også er en del af en præstationskultur."

"Tidligere har der været en tilbøjelighed til, at man indtil sent frem mod OL har skullet jagte pladser. Det har sine konsekvenser i forhold til forberedelse", påpeger Lars Robl.

Han udtrykker også optimisme på vegne af Signe Bro og Emilie Beckmann. selv om de ikke klarede OL-kravet i denne omgang.

"Dem skal vi nok få med til OL også", siger sportschefen.

Med tanke på VM-resultaterne og den fremhævede kontinuitet er Robl optimist, når det kommer til at hente metal i Paris om et år.

"Det er absolut ikke urealistisk at hente medalje i Paris. Vi skal turde gå efter at kunne veksle femtepladser til medaljer, men de sidste procenter er selvfølgelig de sværeste, og det er stærke felter, vi er oppe mod, men vi er deroppe, hvor det kan ske", siger han.

Nu venter i første omgang en meget grundig evaluering af det overståede VM.

"Med det hold vi har haft afsted denne gang med svømmere, trænere og fysioterapeuter, skal vi hive et døgn eller to ud, hvor vi endevender det hele for at finde ud af, hvilke knapper der kan skrues på."

"Det handler både om, hvad der kan gøres bedre på den korte bane frem mod OL, men også på den lange bane i forhold til strategi for den enkelte svømmer", lyder det fra sportschefen.

Omtaler