Stærk kørsel sikrer Amalie Dideriksen VM-sølv i omnium
Danskeren var onsdag særdeles velkørende i den olympiske disciplin, som består af fire konkurrencer, før vinderen kåres i kølvandet af et udmarvende pointløb.
Her scorede hun to gange en omgang på de fleste af konkurrenterne, og da belgiske Lotte Kopecky ikke vandt sidste spurt, blev det til en dansk andenplads.
Rutinerede Jennifer Valente fra USA vandt med ni point ned til Dideriksen, som havde yderligere tre ned til Kopecky.
I omnium er det afgørende at være alsidig, og kan du sørge for at skrabe godt med point sammen i dem alle, er du godt stillet.
Amalie Dideriksen holdt sig fremme i scratch-løbet, hvor det kort sagt gælder om at komme først over stregen efter 30 omgange svarende til 7,5 kilometer.
Mens Ally Wollaston fra New Zealand snuppede en omgang på feltet og derfor scorede flest point af alle, blev Dideriksen nummer fire i feltets spurt.
Snart gjaldt det tempoløbet, hvor rytterne hver omgang skal score point. Her gik det knapt så godt for OL-sølvvinderen i parløb.
Dideriksen blev nummer otte, men lå fint placeret på en delt tredjeplads før det altid dramatiske udskilningsløb.
I et løb med tre styrt formåede Dideriksen at bruge sin veludviklede teknik til at holde sig fremme, men med de sidste fem konkurrenter omkring sig måtte hun give op.
Det hele skulle afgøres i pointløbet, hvor stærk og offensiv kørsel belønnes, såfremt aktionerne på banen lykkes.
Med lidt over 40 af de i alt 80 omgange tilbage satte danskeren i angreb og kom hele vejen rundt med Valente på hjul.
Kort efter blev det også til to point i spurten, og kræfterne rakte såmænd til endnu et angreb fra danskeren.
Denne gang med britiske Katie Archibald på hjul, før Kopecky også fik tilslutning. Trioen nåede hurtigt op til feltet, og så var Dideriksen avanceret til andenpladsen.
Benene var tilsyneladende stadig gode, da de sidste ti omgange begyndte. Guldet var inden for rækkevidde, hvis alt flaskede sig, men det krævede en sejr i sidste spurt.
Den fik hun ikke, men til sin store glæde kunne hun se løbets polske deltager køre først over stregen og forhindre Kopecky i at træde et skridt op ad podiet.