Stærk Rasmus Højlund netter i vigtig Atalanta-sejr - var en refleksredning fra vanvidsmål
Danskeren nettede til slutresultatet 2-0 over Lazio på udebane efter 65 minutters spil, da han efter et energisk løb ind i feltet gled et fladt indlæg fra angrebsmakker Ademola Lookman over stregen.
Forinden havde den unge dansker givet flere eksempler på sit betydelige talent.
Ikke mindst med en fantastisk aktion i starten af anden halvleg, da han i en omstilling sprintede fra egen feltkant, modtog bolden ved midterlinjen og satte tre-fire Lazio-spillere til vægs, inden han dog tabte sin duel med keeper Ivan Provedel.
Atalanta kom foran 1-0 midt i første halvleg, da wingbacken Davide Zappacosta flot sparkede en løs bold op i krydset fra kanten af feltet.
Lazios største chancer faldt til Ciro Immobile, men den rutinerede målræv havde en uskarp aften, og det samme kan overordnet siges om hjemmeholdet. Atalanta skabte flest chancer og vandt fortjent.
Højlund blev skiftet ud efter 89 minutter, mens landsmanden Joakim Mæhle var helt ude af truppen med karantæne, efter at han sidste weekend fik karrierens første røde kort.
Med sejren er Atalanta nummer tre i Serie A med 41 point for 22 kampe.
Samme total har Roma og Milan på de følgende pladser i en meget tæt duel om Champions League-pladserne. Lazio har 39 point på sjettepladsen.