Største handel nogensinde i norsk fodbold: Chelsea køber Molde-angriber for stor sum
Angriberen fra Elfenbenskysten har været på Chelsea's radar i et stykke tid nu, og London-klubben rygtes at skulle betale omkring 71 millioner kroner for Fofana. Et beløb, der kan stige til 85 millioner kroner.
Den 20-årige ivorianer, der har skrevet under på en kontrakt til sommeren 2029, kom til Molde på en fire-årig kontrakt i vinteren 2021, og han scorede i sidste sæson 17 mål og lavede seks assists i 29 kampe.
"Det er jo en drøm. Jeg vil indrømme, at Chelsea er et stort skridt for ham, men når der opstår sådanne muligheder for en ung spiller med så vanvittigt et potentiale, som han har, så skal man bare tage chancen", siger spillerens agent Atta Aneke til den norske avis VG.
"Chelsea vil gerne signe de bedste unge talenter i verden, og de har en meget klar plan for, hvordan de får dem til at lykkes bedst muligt", siger Aneke.