Steinlein sur på dommer: Vi mangler at have et større klubnavn
"Vi har haft et flot europæisk eventyr, og vi har hentet det største antal europæiske point i klubbens historie, og det skal vi bygge videre på", siger FCM-direktør Claus Steinlein.
Han peger på, at den 24 år gamle fusionsklub fra Heden altid har udviklet sig i etaper. Og nu er tiden kommet til at tage det næste ryk.
"De første 15 år af vores liv vandt vi en masse sølvmedaljer. Senere lærte vi at vinde titler, og det har vi nu gjort de sidste seks-syv år, og så skulle vi til at lære at spille europæisk."
"Jeg har fået mange øretæver undervejs, fordi vi ikke kunne spille os ind i de europæiske gruppespil, men nu har vi gjort det tre sæsoner i træk. De sidste to år har vi været med efter jul. Næste step er at være med lidt længere efter jul", siger Steinlein.
FCM-direktøren har allerede gjort sig nogle tanker om, hvad der kan være med til at rykke klubben yderligere. Den lange vinterpause i dansk fodbold er en ulempe, fortæller han.
"Det svære for danske hold på den anden side af jul er, at man er en lille smule mere kolde, end de modstandere vi skal møde. Det skal vi lære at håndtere."
- Vi skal se på, hvordan vi placerer træningslejrene lidt bedre, og hvordan vi kan møde lidt bedre modstandere på træningslejrene, siger han.
Overordnet synes Claus Steinlein ikke, at der var den store forskel på FCM og Sporting i de to møder.
Forskellen kan ifølge FCM-direktøren koges ned til Paulinhos røde kort ti minutter før pausen i torsdagens returopgør i Herning. Med ti mand på banen lukkede FCM tre mål ind og tabte 0-4.
"Det jeg tager med mig fra de to kampe mod Sporting er, at det indtil det røde kort ligeså godt kunne være os, der var gået videre som Sporting."
"Jeg synes, at dommeren var rigtig hård ved Paulinho. Der manglede vi at have et lidt større klubnavn. Det hjælper nogle gange, at have lidt mere erfaring. Jeg synes, at dommeren var lidt hård ved den lille klub her til aften", siger Steinlein.