Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Stille colombianer forventes at blive Tour-fokus for INEOS: Vil have revanche for sidste år

Andreas Würtz Adamsen
Det var kun Primož Roglič, i gult, der kunne følge og slå Daniel Felipe Martínez på Col de Turini under sidste års Paris-Nice.
Det var kun Primož Roglič, i gult, der kunne følge og slå Daniel Felipe Martínez på Col de Turini under sidste års Paris-Nice. ASO/Alex Broadway
Hvem skal stå i spidsen for INEOS Grenadiers ved årets Tour de France? Der er umiddelbart mange om buddet, men allerede nu løfter sportsdirektør Rod Ellingworth sløret for, hvem der fokuseres på hos det britiske storhold.

Det skorter ikke på stjernerne hos det britiske storhold INEOS Grenadiers. Blandt dygtige etapeløbsryttere kan nævnes navne som Geraint Thomas, Egan Bernal, Tao Geoghegan Hart og stortalentet Thymen Arensman.

De to førstnævnte har begge stået øverst på podiet i Paris, som vinder af Tour de France, mens Tao Geoghegan Hart i 2020 sejrede i Giro d'Italia og hollandske Arensman sidste år viste smagsprøver på talentet ved at hive en samlet sjetteplads i land i Vuelta a España.

Læg dertil store forventninger til og ambitioner hos ryttere som Tom Pidcock, Carlos Rodríguez, Pavel Sivakov, samt en Filippo Ganna, der taktfast viser farligere og farligere takter i etapeløb, og så kunne det måske godt ligne en svær opgave at pege på én mand at fokusere kræfterne på i årets Tour de France.

Men Daniel Felipe Martínez ser ud til at skulle være manden for INEOS Grenadiers. Den 26-årige colombianer kørte sig i overraskende stilfærdighed til en samlet sejr i Volta ao Algarve i midten af februar, og den stærke klatrer har ambitioner om at efterlade sit indtryk i årets Tour.

"Det er det største løb, og jeg vil uden tvivl gerne vende tilbage og tage revanche," fortæller Daniel Felipe Martínez i et interview med Cyclingnews.

Sidste år var der således også store forventninger til Daniel Felipe Martínez i Tour de France, givetvis ingen forventninger om at colombianeren ligefrem skulle vinde overfor modstandere som Tadej Pogačar, Jonas Vingegaard og Primož Roglič, men trods alt en forventning om at INEOS-rytteren skulle blande sig i toppen.

Colombianeren blev dog syg undervejs, og det blev derfor en skuffende omgang på de franske landeveje, men med sejren i Algarve viste Daniel Felipe Martínez, at han er godt på vej mod at finde formen i denne sæson, før hvilken INEOS har vinket farvel til andre store klassementsnavne særligt i form af Richard Carapaz og Adam Yates.

Og da der stadig hersker tvivl om, præcis hvilket niveau Egan Bernal vil nå ovenpå sin forfærdelige ulykke sidste år, hvor colombianeren bragede ind i en parkeret bus, er Bernals landsmand udset en nøglerolle i årets Tour de France.

"Dani (Daniel Felipe Martínez, red.) er i øjeblikket vores primære fokus til Tour de France," fortæller sportsdirektør Rod Ellingworth således til Cyclingnews.

For øjeblikket er det dog hverken Daniel Felipe Martínez, Egan Bernal, eller Tom Pidcock der gør sig på ørkenvejen i Emiraterne, hvor der køres UAE Tour, for her har INEOS nemlig valgt den australske mester, Luke Plapp, endnu et navn til samlingen af klassementshåb på det britiske superhold, som kaptajn.

Til gengæld kan Daniel Felipe Martínez se frem til at køre sin egen chance igen, når der fra 3. marts køres Paris-Nice, 'Løbet mod solen,' hvor colombianeren sidste år tog en samlet tredjeplads bag Primož Roglič og Simon Yates.