Stjernefrø uden seniorstart og FCK-målmand som anfører: Se Australiens VM-trup
Mandag pegede Kasper Hjulmand på 21 danske navne til årets verdensmesterskaber i Qatar, og nu kan Hjulmand for alvor begynde at forberede sig på den ene af de tre modstandere, der venter for Danmark i gruppespillet.
Australien har nemlig sat navn på de 26 spillere, der skal repræsentere 'Socceroos' i Qatar, hvor australierne åbner med en svær kamp mod de forsvarende franske verdensmestre i Al Wakrah.
Det bliver cheftræner Graham Arnolds første VM-slutrunde som cheftræner, men tidligere har den 59-årige manager, der selv står noteret for 56 landskampe med 16 mål til følge, været assistent, og i 2019 stod han i spidsen for Australien i de asiatiske mesterskaber, hvor det blev til et skuffende kvartfinale-exit mod De Forenede Arabiske Emirater.
Blandt Arnolds udvalgte er der både Superliga-islæt og en kometkarriere, og så har cheftræneren valgt at se bort fra et par særdeles prominente navne.
Newcastle-indkøb kan sætte rekord
Det er særligt 18-årige Garang Kuol, der trækker overskrifter ovenpå Graham Arnolds holdudtagelse. Kuol, der er født i Egypten af sudanske forældre, der var på flugt i forbindelse med den Anden Sudanske borgerkrig, har haft en kometkarriere i Australien i løbet af det seneste år.
I december 2021 debuterede Kuol i den australske pokalturnering for Central Coast Mariners, inden han i april 2022 fik debut i den bedste australske række. Her lagde angriberen strålende fra land med fire mål i sine første syv optrædener.
Mens angriberen, der fra 1. januar 2023 skal spille Premier League fodbold i Newcastle United, har endnu ikke har startet en kamp for Central Coast Mariners, så kan han nu måske blive yngste VM-spiller i Australiens historie.
"Det her bør være det mest spændende øjeblik. I ved, en 18-årig knægt der er kommet ud af det blå og nu er på en helt ny rejse i livet," kommer det fra Graham Arnold om Kuols udtagelse.
Kommer Kuol på banen vil han som bekendt blive yngste spiller til at repræsentere Australien ved et VM, en rekord som i øjeblikket tilhører den tidligere Manchester City- og AGF-spiller Daniel Arzani, der ikke er udtaget.
Overraskende udeladelser
I den australske trup kan Hjulmand og Co. se frem mod at stå overfor flere spillere med Superliga-erfaring. OB's 22-årige Joel King er udtaget, ligesom den tidligere FC Midtjylland-profil Awer Mabil er med. Også FCK-keeper Mathew Ryan er med som både klart førstevalg mellem stængerne og anfører på det australske mandskab.
Noget overraskende har Graham Arnold valgt ikke at udtage den forhenværende Dortmund- og Stuttgart-målmand Mitchell Langerak, der siden 2018 har spillet i japanske Nagoya Grampus. Beslutningen om at udelade erfarne 34-årige Langerak til fordel for Danny Vukovic og Andrew Redmayne er allerede blevet mødt med kritik fra blandt andre Tommy Oar, der mellem 2010 og 2015 spillede 28 landskampe for Australien.
Men Langerak var ikke det eneste overraskende fravalg, for også Tom Rogic, den 29-årige West Brom-spiller med mere end 50 landskampe på CV'et, må blive hjemme. Graham Arnold har ligeledes valgt at se bort fra svigersønnen Trent Sainsbury, der ellers i mange år har været fast inventar i det australske forsvar.
"Det var en meget, meget svær beslutning. Jeg snakkede med Trent (Sainsbury, red.) om, hvordan hans situation er lige i øjeblikket. Han har ikke spillet i flere uger," lyder forklaringen fra Graham Arnold.
Med de 21 udtagne danskere og de 26 udvalgte australiere mangler kun den franske og den tunesiske trup at blive udtaget fra Danmarks gruppe. Didier Deschamps offentliggør sin franske trup onsdag, mens Jalel Kadri vil udpege Tunesiens trup 14. november.
Australiens trup til VM
Målmænd
Mathew Ryan - 30 år, FC København
Danny Vukovic - 37 år, Central Coast Mariners
Andrew Redmayne - 33 år, Sydney FC
Forsvarsspillere
Aziz Behich - 32 år, Dundee United
Milos Degenek - 28 år, Columbus Crew
Bailey Wright - 30 år, Sunderland
Fran Karačić - 26 år, Brescia
Harry Souttar - 24 år, Stoke City
Nathaniel Atkinson - 23 år, Heart of Midlothian
Joel King - 22 år, OB
Kye Rowles - 24 år, Heart of Midlothian
Thomas Deng - 25 år, Albirex Niigata
Midtbanespillere
Aaron Mooy - 32 år, Celtic
Jackson Irvine - 29 år, St. Pauli
Ajdin Hrustic - 26 år, Hellas Verona
Riley McGree - 24 år, Middlesbrough
Keanu Baccus - 24 år, St Mirren
Cameron Devlin - 24 år, Heart of Midlothian
Angribere
Mathew Leckie - 31 år, Melbourne City
Awer Mabil - 27 år, Cádiz
Jamie Maclaren - 29 år, Melbourne City
Mitchell Duke - 31 år, Fagiano Okayama
Martin Boyle - 29 år, Hibernian
Jason Cummings - 27 år, Central Coast Mariners
Garang Kuol - 18 år, Central Coast Mariners