Store spillersalg fører til rekordregnskab i AGF
AGF tjente 76 millioner kroner i sidste sæson. Særligt salg af to stamspillere og et stort talent trækker op.
På fodboldbanen peger pilen op for AGF, og det samme er tilfældet for bundlinjen i klubben.
For sjette år i træk kan det aarhusianske fodboldflagskib præsentere et tocifret millionoverskud, men overskuddet i regnskabsåret 2023/24 er af en helt anden kaliber end tidligere.
Selskabet bag fodboldklubben tjente således 76 millioner kroner. Det fremgår af klubbens årsregnskab.
Her bemærkes det, at salg af stamspillerne Yann Bisseck til Inter og Thomas Kristensen til Udinese samt stortalentet Adam Daghim til RB Salzburg er en væsentlig faktor for overskuddet.
Samtidig øgede AGF indtjeningen på salg af sponsorater, entreindtægter og tv-indtægter. Klubben nåede blandt andet frem til pokalfinalen og deltog også kortvarigt i europæisk fodbold.