Stormøde på blokken: Rune står til at møde Alcaraz i canadisk kvartfinale
Herrernes lodtrækning var den første på programmet, og den formede sig sådan, at danske Holger Rune meget vel kan ramle ind i den spanske verdensetter, Carlos Alcaraz, i Toronto.
Som femteseedet er Holger Rune oversidder i første runde af Masters 1000-turneringen.
I anden runde skal han møde enten finnen Emil Ruusuvuori eller en endnu unavngiven kvalifikationsspiller.
I tredje runde står Rune til at møde amerikaneren Tommy Paul, der er seedet som nummer 12.
Når Rune frem til kvartfinalen, bliver modstanderen formentlig verdensetteren, Carlos Alcaraz.
De to tørnede sammen i Wimbledon, hvor Alcaraz vandt 3-0 i sæt.
Turneringen i Canada spilles på hardcourt og fungerer som opvarmning til grand slam-turneringen US Open, der begynder i New York 28. august.
Rune har døjet med en rygskade den seneste tid, men tidligere på ugen meldte hans mor og manager, Aneke Rune, ham fit for fight før turneringen i Canada.
Senere fredag bliver der også trukket lod til kvindernes udgave af Canadian Open, hvor Caroline Wozniacki får comeback i Montreal.