Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Storspillende Alcaraz når sit første delmål i Melbourne

Ritzau/Reuters
Carlos Alcaraz cruiser derudaf i Australien.
Carlos Alcaraz cruiser derudaf i Australien.MARTIN KEEP/AFP
Den finaleseedede spanier Carlos Alcaraz er på vej mod karrierens bedste resultat i Australian Open.

Natten til lørdag spillede den 20-årige spanier sig videre til fjerde runde i Melbourne uden at anstrenge sig det store mod den to år yngre kineser Shang Juncheng.

Efter være blevet udspillet med 1-6 i de to første sæt trak kineseren sig med en skade i begyndelsen af tredje sæt ved stillingen 1-0 til Alcaraz.

"Det er ikke den måde, man ønsker at gå videre på, og jeg ønsker, at han hurtigt kommer sig," siger Carlos Alcaraz.

Shang Juncheng, der rangerer som nummer 140 på verdensranglisten, var blevet tildelt et wildcard i Australian Open efter en lovende start på 2024, hvor den unge kineser nåede semifinalen i en ATP-turnering i Hongkong.

Efter sejre i de to første kampe i Melbourne var flere kinesiske tennisfans måske begyndt at drømme om mere.

Hvis det var lykkedes Juncheng at spille sig videre til fjerde runde, ville det have været det største kinesiske resultat i en grand slam-turnering på herresiden siden 1938.

Carlos Alcaraz udtrykker også respekt for kineseren, selv om spanieren ikke fik særlig hård modstand.

"Han indledte året virkelig stærkt og spillede nogle gode kampe. Jeg så virkelig frem til den her kamp, og jeg tror, at vi begge havde håbet på, at det blev en længere kamp," siger Alcaraz.

Spanieren, der i næste runde skal op imod serbiske Miomir Kecmanovic, var skadet for et år siden, hvilket betød, at han missede Australian Open. I 2022 nåede han tredje runde.

"Det er første gang, at jeg skal spille med i anden uge af turneringen, og det føles specielt. Da jeg begyndte turneringen, var mit mål at forbedre resultatet fra 2022. Det lykkedes."

"Nu skal jeg bare fortsætte og forsøge at spille bedre og bedre, og forhåbentlig komme længere," siger han.