Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Sublimt comeback fra Alcaraz sikrer ham trofæ i Beijing

Carloz Alcaraz vandt titlen i Beijing
Carloz Alcaraz vandt titlen i BeijingANDRES MARTINEZ CASARES / EPA / Profimedia
Carlos Alcaraz tabte første sæt, men viste derefter sublim tennis i finalen i ATP-turnering mod verdensetteren Jannik Sinner i en kamp, som han endte med at vinde 6-7, 6-4, 7-6

Der var lagt op til en gyser i Beijing onsdag, hvor de to tennisstjerner Carlos Alcaraz og Jannik Sinner mødte hinanden i finalen.

I en vanvittigt tæt finale på over tre timer endte den 21-årige spanier med at slå verdensetteren 6-7, 6-4, 7-6 i ATP 500-turneringen i Beijing.

I første sæt brød Alcaraz Sinner tidligt og skulle blot holde serven for at vinde sættet efter at have bragt sig i front 5-2.

Men 23-årige Sinner brød tilbage og tvang sættet ud i tiebreak, hvor han knebent tog sejren 7-6.

Også i andet sæt blev det tæt. Under et maratonparti på et meget kritisk tidspunkt havde Sinner flere muligheder for at bryde og komme på 5-3, men Alcaraz holdt serv til 4-4.

Lige efter brød Alcaraz i stedet italieneren til 5-4-føring, og med et rent serveparti efterfølgende sikrede spanieren sig andet sæt 6-4 og tvang opgøret ud i et tredje sæt.

Begge leverede præstationer af ekstremt høj kvalitet og pressede hinanden til det yderste gang på gang.

I afgørende sæt så spanieren ud til at have mere overskud og pressede flere gange på i Sinners serv. Det lykkedes ham også at få brudt til 2-1.

Den italienske verdensetter, der ikke havde tabt en finale i hele sæsonen, var hårdt presset, men forsvarede sig flot, og med et break til 4-4 fik han skabt kontakt.

Begge holdt serv til 6-6, og så måtte finalen afgøres med endnu en tiebreak.

Her så Sinner pludselig ud til at sætte kurs mod sejren, da han bragte sig på 3-0, men Alcaraz kom forrygende tilbage.

Spanieren blev ved med at finde løsninger, og til sidst kunne den 21-årige verdenstoer tage sejren efter at have vundet kampens sidste syv bolde.

Det var tiende gang, at de to verdensstjerner mødte hinanden i en turnering. Af disse har Alcaraz vundet seks kampe, og Sinner har vundet fire.