Super Bowl slog alle tidligere seerrekorder i USA
Dermed blev NFL-finalen mellem Kansas City Chiefs og San Francisco 49ers historiens mest sete tv-transmission i USA.
Det beretter selskabet Paramount, der ejer tv-stationen CBS, hvor Super Bowl blev vist.
I gennemsnit fulgte 123,4 millioner med i NFL-finalen, hvoraf 120 millioner så med på CBS, mens en mindre andel så Super Bowl via andre platforme.
I løbet af finalen var seertallet på et tidspunkt oppe at ramme 202,4 millioner seere, hvilket også er rekord.
Til det altid imødesete Half Time Show optrådte sangeren Usher, der på scenen fik selskab af Alicia Keys.
Derudover var tv-kameraerne ofte rettet mod popstjernen Taylor Swift, der overværede kampen fra tribunen. Den populære sangerinde er kæreste med Kansas-profilen Travis Kelce.
Sidste års Super Bowl, hvor Kansas slog Philadelphia Eagles, havde 115,1 millioner seere i gennemsnit i USA. Dengang nåede seertallet op på 183,6 millioner, da det var på sit højeste.