Superliga optakt : Stormfuld åbning på forårssæsonen lurer i horisonten
For at tage det fra toppen, så er det naturligvis det helt store spørgsmål, om FC Nordsjælland er i stand til at holde især FC København bag sig. Første del af sæsonen var bemærkelsesværdig af flere årsager, og hvis man kom ind fra siden, uden at have set noget som helst af de første 17 spillerunder, ville man med god ret kunne undre sig en hel del.
For det er ikke en tabel, som de plejer at være flest. Nordsjælland er med 35 point otte point foran Løverne og ind imellem ligger såmænd Viborg med 32 point, hvilket slet og ret er imponerende.
Der er dog grund til at være nervøs for FC Nordsjælland, der har solgt et af deres allerstørste aktiver i Matthias Schelderup, og som må ty til en meget ung trup i bestræbelserne på at holde førstepladsen. Men igen, det har den ekstremt velfungerende talentfabrik i Farum formået at gøre før.
Det vil dog være en stor overraskelse, hvis ikke FC København, der fik momentum mod slutningen af efterårssæsonen, kommer op at presse nordsjællænderne maksimalt. Det vil også gå ud over Viborg, der næppe kan holde andenpladsen sæsonen ud.
FC København åbner med en kamp på kunstgræs i Silkeborg, og den kamp ser ud til at byde på debut til både den meget spændende Diogo Goncalves, der er hentet i Benfica, samt Henke Larssons søn Jordan, der er kommet til på leje fra Schalke 04. Kommer FCK godt fra start, som de sluttede efteråret, så vil de fleste hold ikke kunne hamle op med dem.
Hedt opgør venter i Aalborg
Som udgangspunkt er det dog især kampen om top-6, der er særligt interessant. Der er blot seks point mellem FC København på tredjepladsen med 27 point og deres ærkerivaler fra Brøndby på tiendepladsen med 21 point. Med fem runder tilbage, inden fårene skilles fra bukkene, er der derfor tale om en absolut hektisk start på sæsonen. Vi lægger ud fredag aften ud med et gedigent brag mellem AGF og AaB, som er i akut krisetilstand, og derfor har investeret solidt i vinterens transfervindue.
“Hjem” er kommet Nicklas Helenius, der har været en stabil målscorer i Superligaen gennem hele sin karriere og har sat fem kasser ind for Silkeborg inden sit skifte. Ligeledes er Rasmus Thelander hjemvendt fra Ferencvaros, mens man har hentet en særdeles spændende målmand i Nico Mantl, der er kommet på leje fra RB Salzburg. Det er nødvendigt for aalborgenserne at få point mod de ambitiøse århusianere, hvis der for alvor skal tales om at kunne vende skuden.
AGF savner mål
Omvendt er top-6 også et krav i Århus, og dertil har de hentet Peter Bjur i Brøndby, mens den gamle Århus-dreng Mikkel Duelund er hentet til på leje, såvel som højrekanten Felix Beijmo fra Malmö er det. Et dårligt resultat i åbningen mod AaB vil sætte både holdet men især træner Uwe Rösler under et stort pres, selvom deres program for resten af grundspillet ikke indeholder kampe mod de allerstørste hold.
De har i det århusianske især haft store problemer med at score mål, og selvom den stærke backkæde har været tilsvarende god til at afholde modstanderne fra det samme, så er det et problem, de mangler at finde en løsning på. Norske Sigurd Haugen har langt fra været effektiv nok, og for meget hænger dermed på bomstærke Patrick Mortensen. Her kan Mikkel Duelund måske vise sig at være nøglen til en mere velsmurt offensiv.
Kan FCM klare sig uden den offensive dynamo Dreyer?
FC Midtjylland er også presset på deres notoriske selvbevidsthed, da de for nuværende ligger på en syvendeplads, og dermed er langt fra deres målsætning om at kæmpe med om mesterskabet. Igen skal man dog tage med i betragtningen, at feltet er særdeles smalt, men da de i første runde i foråret møder netop deres ærkerivaler fra Viborg ude, så kan de få en modbydelig koldstarter.
Viborg er ikke kendt for at give ved dørene, når det gælder deres ulvehylende naboer. Armin Gigovic, der er hentet i OB, samt den særdeles spændende egypter Emam Ashour, der er hentet i Zamalek, kan dog vise sig at være noget af det, der gør en forskel for midtjyderne.
At Evander og Anders Dreyer har forladt klubben kan også gøre en stor forskel, men det er på den negative side. Især Dreyers afsked har gjort ondt, mens afskeden med kontroversielle Sory Kaba kan vise sig at være et stort plus for holdet fra Herning.
Lyngby har kurs mod 1. division
Lyngby virker til at have sikker kurs mod nedrykning. Otte point inden forårssæsonen begynder er ikke nogen grund til at være optimistisk. Da de oven i købet møder det, der plejede (med en fed streg under plejede) at være lillebror, FC Nordsjælland, i forårsåbneren, så kan søskendeforholdet hurtigt blive sat på plads en gang for alle. Der er blevet roteret en smule på holdet i vinterpausen, men der er ikke udsigt til frelse for de blå Vikinger. Omvendt vil Nordsjælland forsøge at vise, at de er andet og mere end Andreas Schjelderup, og de vil komme blæsende fra start.
Brøndby begynder foråret med selvtillid
Brøndby har heller ikke ligefrem nogen ønskesæson. Mestrene fra 20/21 har været umanerligt dårligt kørende, resulterende i en fyring af Niels Frederiksen, og er som nævnt placeret lige over nedrykningsstregen, dog med en fornuftig margen til AaB. De møder som første modstander i 2023 deres gamle “venner” fra Horsens, og et solidt resultat her vil bringe dem flyvende ind i resten af grundspillet.
Der er ikke nogen tvivl om, at Brøndby har holdet til noget bedre, og ud fra deres præstationer i vinterturneringen Atlantic Cup, som de vandt overbevisende, ser de ud til at kunne være optimistiske på vestegnen. Jesper Sørensen er en spændende træner-type, der kan sparke ny gnist i den talentfulde trup, som Brøndby har. Det vil hurtigt vise sig mod Horsens, der som stort set altid vil stille defensivt op i kampen.
Midterbrag i Odense
OB-Randers er et af de mest spændende opgør i første runde, da der her er tale om en kamp mellem 5. og 6.pladsen respektivt, placeret a point. OB har i manges øjne gjort det over forventet og en fremragende Bashkim Kadrii har domineret flere kampe for fynboerne. Randers har dog før vist sig at være stærke i slutspurten, og en udesejr til dem vil også kunne bringe dem i spil til medaljerne. Her kan der virkelig blive tale om en brandkamp.
Superligaen begynder med AaB - AGF fredag aften klokken 19.00, hvis der altså ikke bliver tale om at rykke kampen på grund af det varslede stormvejr.