Superligaens målmaskiner i de seneste ti sæsoner: Hvor er de nu?
Gustav Isaksen - 18 mål (FC Midtjylland - 2022/2023)
Seneste sæsons topscorer blev FC Midtjyllands Gustav Isaksen, som med 18 scoringer var med til at føre midtjyderne til en plads i Conference League-kvalifikationen, efter at de skuffende havnede i nedrykningsspillet. Der blev dog sat lidt spørgsmålstegn ved Isaksens topscorertitel-berettigelse, da han spillede mod lidt svagere hold i nedrykningsspillet.
Den 22-årige offensivspiller er i skrivende stund stadig en del af Thomas Thomasbergs troppe, men han er en særdeles eftertragtet herre, som er blevet sat i forbindelse med flere store klubber heriblandt AC Milan. Det er derfor langt fra sikkert, at den målfarlige midtjyde stadig er på Heden, når transfervinduet lukker.
Nicklas Helenius - 17 mål (Silkeborg IF - 2021/2022 )
Nicklas Helenius har efterhånden spillet mange kampe i Superligaen, men i 2021/2022-sæsonen overraskede han sammen oprykkerne fra Silkeborg ved at blive nummer tre i deres første sæson tilbage i Superligaen. Her var Nicklas Helenius ekstremt vigtig for Kent Nielsens tropper, da han med 17 kasser sikrede sig topscorertitlen.
Helenius er dog ikke længere i Silkeborg. I vinterens transfervindue skiftede han nemlig tilbage til AaB for at hjælpe sin hjerteklub med at overleve i Superligaen. Det lykkedes dog ikke, og derfor skal Nicklas Helenius forsøge at brage mål ind i 1. division i AaB’s jagt på at komme tilbage i Superligaen.
Mikael Uhre - 19 mål (Brøndby IF - 2020/2021)
Det var en kæmpe forløsning på Vestegnen, da Brøndby for første gang i 16 år kunne kalde sig for danske mestre igen. Mikael havde spillet en stor sæson for Brøndby, hvor han bidrog med hele 19 scoringer og seks oplæg. Uhre scorede hele fire mål mere end nummer to på topscorerlisten.
I dag tørner Mikael Uhre ud for MLS-klubben Philadelphia Union. Uhre fortsatte med at score mål for den amerikanske klub, hvor det blev til 13 mål i 30 kampe i den første sæson. En sæson, hvor Uhre sammen med Philadelphia tabte den afgørende kamp om MLS-mesterskabet til Gareth Bale og LA Galaxy. I den nuværende sæson ligger Philadelphia godt til i tabellen, mens Mikael Uhre har scoret syv mål på 22 kampe.
Ronnie Schwartz - 18 mål (FCM/silkeborg - 2019/2020)
Ronnie Schwartz spillede for både Silkeborg og FC Midtjylland i 2019/2020-sæsonen. Det betyder, at ”Plaffeministeren” både var med til at rykke ned med Silkeborg, men også til at vinde guld med FCM. I den første halvdel af sæsonen scorede Schwartz 12 mål for Silkeborg, mens det blev til seks kasser for ’Ulvene’. De 18 scoringer var nok til at sikre den skydegale skarpretter topscorertitlen.
Efter guldmedaljen med FC Midtjylland har Ronnie Schwartz været ramt af skader, og det har gjort det svært for målmageren. Schwartz røg en tur til Charlton i League One, men det var ingen succes. Efterfølgende gik turen til Vendsyssel, men heller ikke her fik han genstartet karrieren. I den sidste del af seneste sæson var den 33-årige angriber tilknyttet Hobro, hvor han spillede 11 kampe uden at score.
Robert Skov - 29 mål (FC København - 2018/2019)
FC København var bedre end alle andre i 2018/2019-sæsonen og vandt mesterskabet med hele 11 point ned til FC Midtjylland på andenpladsen. Det mest imponerende var dog nok, at Robert Skov scorede hele 29 mål. Robert Skovs flotte bedrift gjorde, at han slog Ebbe Sands Superliga-målrekord fra 1998. Selvom Skov spillede tre kampe med end Ebbe Sand, så sidder den nu tidligere FCK-spiller tungt på førstepladsen.
Efter den stærke sæson i FCK blev han solgt til tyske Hoffenheim, som han stadig spiller i den dag i dag. Det er dog ikke blevet til samme måltotal, siden han kom til Tyskland. Landsholdsspilleren har været plaget af skader, og derudover er han ofte blevet brugt som back. Det virker dog til, at Robert Skov er klar til en ny sæson i Bundesligaen.
Pål Kirkevold - 22 mål (Hobro IK - 2017/2018)
Den tidligere Hobro-angriber Pål Kirkevold havde en fænomenal sæson i 2017/2018. Det blev til 22 flotte mål i en sæson, hvor Hobro overlevede blandt andet takket være norske ”Mål-Pål’s” mange scoringer. Kirkevold scorede nemlig hele 53,6 % af Hobros mål i Superligaen i den sæson.
En forrygende sæson kastede masser af rygter af sig, men Pål Kirkevold fortsatte hos Hobro i Nordjylland. Han blev dog i flere omgange lejet ud til forskellige norske hold. I starten af 2022 blev han dog permanent solgt til norske Ham-Kam, hvor han lige nu kæmper for overlevelse i den bedste norske række.
Marcus Ingvartsen - 22 mål (FC Nordsjælland - 2016/2017)
Marcus Ingvartsen havde en aldeles målrig sæson i 2016/2017, hvor det blev til hele 22 scoringer for FC Nordsjælland. FCN sluttede som nummer fem i den sæson, og selvom mesterskabsspillet ikke var nogen stor succes for Farum-klubben, så toppræsterede Ingvartsen ved at score ni mål i de sidste ti kampe.
Det høje niveau førte til et skifte til den belgiske klub Genk i den efterfølgende sæson. Siden da er turen gået forbi Union Berlin og Mainz. Den 27-årige angriber er dog tilbage i den danske Superliga. I seneste sæson scorede Ingvartsen ti mål i Bundesligaen for Mainz. Han var dog typisk ikke en del af startopstillingen, og søgte derfor nye græsgange. Her var hans tidligere klub FC Nordsjælland hurtige til at slå kløerne i ham, og nu skal han forsøge at bombe mål ind i Superligaen igen.
Lukas Spalvis - 18 mål (AaB - 2015/2016)
Det er de færreste AaB-fans, der glemmer Lukas ”Zweimal”. Den litauiske angriber Lukas Spalvis var ikke den mest elegante fodboldspiller, men han kunne lave mål på samlebånd, og det gjorde han i 2015/2016-sæsonen, hvor det blev til hele 18 mål. Spalvis fik kælenavnet Lukas ”Zweimal”, fordi han hele ni gange scorede to mål i samme kamp for nordjyderne. AaB sluttede på femtepladsen Superligaen, men Spalvis løb med førstepladsen på topscorerlisten.
Efter 2,5 i Aalborg blev Spalvis købt af den portugisiske storklub Sporting. Det blev dog langt fra en succes for angriberen, der aldrig fik en eneste kamp for klubben. I stedet blev han lejet ud flere gange, inden han skiftede permanent til Kaiserslautern i 2018. Her blev han heller ingen succes. Lukas Spalvis var nemlig forfulgt af skader, og den tidligere bomber kom aldrig tilbage til det niveau, han viste i AaB. I foråret 2023 meddelte AaB, at Lukas Spalvis havde valgt at stoppe sin karriere i en alder af blot 28 år.
Martin Pusic - 17 mål (Esbjerg og FC Midtjylland - 2014/2015)
Martin Pusic havde vist sig flot frem i Esbjerg i efteråret 2014, hvor han scorede ni gange i Superligaen. Det resulterede i, at titelaspiranterne fra Herning købte ham, og det var bestemt en god idé. Den østrigske frontløber lavede nemlig otte mål på 16 kampe i foråret for FC Midtjylland, og han var dermed med til at vinde FCM’s første danske mesterskab i klubbens historie. Og med 17 fuldtræffere blev Pusic ligaens topscorer.
Efter succesen med FCM spillede han endnu en fin sæson på Heden, men så sluttede det midtjyske eventyr. Først blev han lejet ud til Sparta Rotterdam, inden turen gik til FC København, AGF, AC Horsens, Mattersburg og 1860 München. Den nu 35-årige østriger har ikke spillet en kamp siden efteråret 2020. Pusic er stadig en del af fodboldverden, da han efter karrieren grundlagde et agentbureau i Østrig.
Thomas Dalgaard - 18 mål (Viborg FF - 2013/2014)
De fleste på denne liste over topscorere har spillet for klubber, der lavede mange mål og ofte lå i toppen af tabellen. Det gjorde sig dog ikke gældende for Viborg-angriberen Thomas Dalgaard i sæsonen 2013/2014. Med sine 18 scoringer stod Thomas Dalgaard nemlig for hele 47,3 % af Viborgs samlede måltotalt i en sæson, hvor holdet fra domkirkebyen rykkede ned med et brag. Men topscorertitlen kunne de ikke tage fra Thomas Dalgaard.
De mange mål blev også bemærket i hollandske Heerenveen, som hentede den dengang 29-årige angriber. Dalgaard blev dog ingen succes i Holland, og den robuste angriber med det tunge spark vendte derfor tilbage til Danmark allerede seks måneder senere.
Efterfølgende blev det til ophold i OB, SønderjyskE, Vendsyssel og Skive. I dag arbejder Thomas Dalgaard som merchendiser hos spilfirmaet BET25.