Superligaoptakt: Drabeligt opgør om vigtige points venter på MCH Arena
Der er mere end bare den almindelige håneret på spil i aften når FC Midtjylland tager imod Brøndby på MCH Arena.
I Superliga-forstand kom begge mandskaber flyvende fra start efter VM-og vinter-pausen. Midtjyderne vandt uden problemer med 4-0 i Viborg, mens Brøndby efter lidt startvanskeligheder vandt med 5-2 hjemme over Horsens. Begge kampe blev som bekendt krydret med hattricks fra Gustav Isaksen og Nicolai Vallys.
Brøndby har ved de seneste opgør på MCH Arena evnet at komme derfra uden nederlag. Seneste FC Midtjylland-sejr på hjemmebanen daterer sig tilbage til april 2021, og midtjyderne har i denne sæson generelt været skidt kørende på eget græs. Ni point i ni kampe og blot to sejre er status i indeværende sæson, hvilket på ingen måder matcher klubbens ambitioner.
Trods den flotte åbning mod Viborg er det et FC Midtjylland mandskab, der er ramt på selvtilliden inden mandagens kamp mod Brøndby. Anderledes kan det ikke være, når man ramler ind i en lussing af den størrelsesorden som Sporting leverede i torsdags. Det kan enten være et rystet hold, eller et revanchesulten mandskab der stiller op med ulvelogoet på brystet.
Tre points vil under alle omstændigheder være gavnlige i midtjydernes bestræbelser på en top 6 placering og dermed en plads i mesterskabsslutspillet. Afstanden til nummer syv vil i tilfælde af sejr være fire point, og med et nådigt kampprogram tilbage i de sidste tre kampe, kunne det godt lugte af top 6.
Gæsterne fra Brøndby kan med en sejr spille sig ind den øverste halvdel. Med et slutprogram, der umiddelbart ser sværere ud end FCM, må Brøndby død og pine ikke tabe, hvis ikke den skal stå på lidet flatterende nedrykningskampe resten af sæsonen.
Hvis man tager efteråret med, ligger den seneste sejr på udebane helt tilbage til 9. oktober, men de paralleller kan nogle gange være overflødige, når der har ligget et transfervindue ind i mellem. Det ligner at Jesper Sørensen har fået sendt gode impulser ind i holdet og et Brøndby-hold med selvtillid kan være farligt for enhver modstander.
Første indbyrdes opgør i sæsonen endte med en sejr til FCM på 2-0. Opgøret blev spillet i Brøndby, men de blå-gule kan glæde sig over at ingen af målscorerne er med i mandagens kamp. Evander er solgt og Pione Sisto er ikke i kridthuset hos Albert Capellas, og er vejet og fundet for let i forhold til kamptruppen.
Et opgør hvor Brøndby havde bolden mest, men ikke evnede at omsætte de mange chancer til mål. Omvendt skulle FC Midtjylland blot bruge fire skud indenfor rammen til at lave de to mål, der skulle til, for at pakke tre points med i bussen hjem til Herning.
Til aftenens opgør kommer hjemmeholdet til at mangle deres anfører Erik Sviatchenko, der ikke er blevet sin skade kvit. Midtstopperen startede inde mod Viborg, men måtte lade sig udskifte midtvejs i 2. halvleg. Udover Sviatchenko er Junior Brumado skadet og Mads Døhr Tychosen har karantæne.
I forhold til seneste kamp mod Sporting er Emiliano Martinez klar igen, og han kan blive en vigtig faktor i slaget om midtbanen.
Gæsterne får opbakning fra et udsolgt udebaneafsnit, og kommer til kampen med stort set uændret trup. Henrik Heggheim og nytilkomne Rasmus Lauritsen er skadede og der er ingen karantæner i Brøndby-truppen.