Superrunde sender Rory McIlroy i front i Dubai
Søndag brændte nordireren banen af, da tredje runde af golfturneringen Dubai Desert Classic blev afviklet. McIlroy gik de 18 huller i syv slag under par. Det var bedst af alle.
McIlroy lå i forvejen godt til i topstriden, men kan nu gå ind til fjerde og sidste runde som nummer et i samlet 15 slag under par med en komfortabel føring på tre slag ned til de to englændere, der deler andenpladsen, Callum Shinkwin og Dan Bradbury.
McIlroy fik en formidabel start på søndagens runde med birdies på de første fire huller.
Derefter gik han otte huller i par, inden det blev til yderligere fire birdies fra 13. til 17. hul. Kun en bogey på 18. hul gav en smule malurt i bægeret for nordireren.
Man skal tilbage til maj 2016 for at finde McIlroys seneste triumf i en turnering, som kun blev spillet i DP World Tour-regi. Det skyldes dog også, at golfstjernen normalt primært gør sig på den nordamerikanske PGA Tour.
Det er dog ikke fremmed for McIlroy at gøre det godt i Dubai Desert Classic. I 2015 vandt han turneringen, og tre år senere blev han nummer to.
Fem danskere er med i finalerunderne i Dubai Desert Classic. Bedst placeret er Thorbjørn Olesen på en delt 25.-plads i otte slag under par.
Marcus Helligkilde og Niklas Nørgaard Møller gik begge søndagens runde i tre slag under par og er nu samlet seks slag under par på en delt 38.-plads.
Højgaard-tvillingerne Nicolai og Rasmus ligger henholdsvis på en delt 49.- og 53.-plads i fem og fire slag under par.