Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Suspenderes i 20 dage: Cykelrytter angrer kattedrab og vil donere præmiepenge

Ritzau
Antonio Tiberi har som professionel vundet en enkelt sejr på landevejen, da han i 2022 vandt femte etape af Tour de Hongrie.
Antonio Tiberi har som professionel vundet en enkelt sejr på landevejen, da han i 2022 vandt femte etape af Tour de Hongrie.Aurelien Vialatte
"Jeg fortryder dybt mine skamfulde handlinger."

Sådan indleder cykelrytteren Antonio Tiberi et langt indlæg på Twitter, efter at det er kommet frem, at han i juni sidste år skød og dræbte en kat med en luftriffel i San Marino.

"At skyde katten var enormt dumt og uansvarligt, og alvoren og faren indså jeg først bagefter."

"Når jeg ikke har udtalt mig offentligt om det før, er det kun på grund af en stærk følelse af skam og beklagelse," skriver Trek-rytteren.

Handlingen kostede ham en bøde på 4.000 euro svarende til knap 30.000 kroner, og tirsdag reagerede Trek ved at suspendere ham i 20 dage, hvor han ikke får løn.

"Jeg accepterer konsekvenserne for min handling," slår Tiberi fast.

Han tilføjer, at en undskyldning er meningsløs, hvis der ikke er handling bag.

"Derfor donerer jeg alle mine præmiepenge i denne sæson til dyrevelfærdsorganisationer i San Marino med hjælp fra den lokale regering," lyder det fra Tiberi.

Den døde kat tilhørte Federico Pedini Amati, der er turistminister i San Marino. Han vil nu have Tiberi, der er holdkammerat med blandt andre Mads Pedersen hos Trek, smidt ud af det lille land, der er omsluttet af Italien.

Det skriver det italienske medie Corriere della Serra.

"Jeg undskylder igen og offentligt over for San Marinos turistminister, Pedini Amati, for den følelsesmæssige skade, jeg har forvoldt ham, og undskylder også til alle San Marinos borgere," skriver Tiberi på Twitter.

Tiberi havde ifølge det italienske medie købt sin luftriffel, en uge før han skød katten. Riflen er for længst konfiskeret.

Den 21-årige cykelrytter vandt i 2019 verdensmesterskabet i enkeltstart for juniorer. Året efter kom han på kontrakt hos Trek.