Eriksson, som døde mandag i en alder af 76 år, trænede flere klub- og landshold i løbet af sine 42 år på trænerbænken, bl.a. Benfica, Lazio og Manchester City.
Men på trods af hans succes på klubplan endte svenskerens to verdensmesterskaber med England i bitter skuffelse, hvor den såkaldte 'gyldne generation' kom til kort.
Eriksson beskrev sig selv som en "udpræget gennemsnitlig forsvarsspiller" under sin karriere i Sveriges lavere ligaer, men han blomstrede op som manager, hvor hans empatiske og udadvendte facon gjorde, at han vandt sine spilleres loyalitet.
Hans trænerkarriere startede i Degerfors i 1977, før han kom til Göteborg, hvor han etablerede sit ry som en pragmatisk modernist ved at vinde UEFA Cuppen i 1982.
Eriksson havde to succesfulde perioder med Benfica, hvor han vandt det portugisiske mesterskab i 1983, 1984 og 1991 og nåede finalen i Europa Cuppen i 1990.
Han var også manager for Roma, Sampdoria og Fiorentina, før han kom til Lazio, hvor han vandt Europa Cuppen for Pokalvindere i 1999, Serie A-titlen i 2000 og to italienske pokaler.
Erikssons succes med Lazio overbeviste det engelske fodboldforbund om at ansætte ham og dermed bryde med traditionerne ved at kigge mod udlandet i et forsøg på at skabe et vinderhold efter årtiers dårlige resultater.
Hans regeringstid startede lovende med en flot 5-1-sejr over Tyskland i München under kvalifikationen til VM i 2002.
Men det lykkedes ham ikke at få mest muligt ud af et stjernespækket hold med David Beckham, Wayne Rooney og Michael Owen.
"Et par gange tænkte jeg, at det måske havde været bedre at blive i Lazio. Men når der kommer et tilbud fra det engelske landshold, sker det kun én gang i livet ," siger Eriksson.
Det var hans manglende evne til at løse gåden om Englands midtbane, der kostede mest, da Steven Gerrard, Frank Lampard og Paul Scholes ikke var i stand til at gentage deres fantastiske klubform på den internationale scene.
I kvartfinalen ved VM i 2002 gav Ronaldinhos bemærkelsesværdige langskudsmål Brasilien en 2-1-sejr, og Erikssons afslappede tilgang gav for en gangs skyld bagslag.
Gareth Southgate, som dengang var en del af Erikssons trup, og som også blev landstræner for England, sagde som bekendt: "Vi ville have Winston Churchill, og vi fik Iain Duncan Smith" med henvisning til en tidligere leder af Storbritanniens konservative parti, da han blev spurgt om svenskerens tale i pausen.
"En særlig person"
Fire år senere i Tyskland blev Englands VM overskygget af mediecirkusset omkring spillernes koner og kærester.
Rooney blev udvist, da England tabte til Portugal efter straffesparkskonkurrence i ottendedelsfinalen, den skæbne, de også havde lidt mod de samme modstandere ved EM i 2004.
Eriksson indrømmede senere, at han havde begået en "stor fejl" ved ikke at tilbyde sine spillere psykologisk hjælp i forbindelse med straffespark.
Efter fem år på posten trådte Eriksson tilbage efter VM i 2006 på trods af, at han havde to år tilbage af sin kontrakt.
Svenskeren var kommet under pres, efter at en tabloidavis havde fanget ham i at indrømme, at han var interesseret i Aston Villa-jobbet.
Erikssons tid i England blev også skæmmet af utroskabs-skandaler, herunder affærer med tv-værten Ulrika Jonsson og Faria Alam, der var sekretær i fodboldforbundet.
"Jeg har altid syntes, at jeg gjorde et godt stykke arbejde for England. Men det syntes folk ikke dengang. De havde fået nok af, at den svenske fyr kun nåede kvartfinalen," siger han.
En inkonsekvent sæson i Manchester City i 2007/08 blev Erikssons sidste betydelige klubrolle efter opholdet i England.
I løbet af sin omflakkende karriere bevarede svenskeren, som også var landstræner for Mexico, Elfenbenskysten og Filippinerne, den elegante fremtoning, som havde charmeret så mange.
Som reaktion på Erikssons afsløring af, at han havde uhelbredelig kræft, hyldede Rooney sin tidligere chef som "en strålende træner og en særlig person - elsket og respekteret af alle."
Liverpool viste den respekt, Eriksson var omgærdet af, da de lod svenskeren opfylde en livslang ambition om at stå i spidsen for The Reds i en velgørenhedskamp i marts, en oplevelse, han beskrev som "absolut smuk".
Den tidligere tyske midtbanespiller Dietmar Hamann, som spillede under Eriksson i Manchester City, fortæller om den perfekte illustration af en mand, som aldrig tog sit privilegerede liv for givet.
I sin selvbiografi skrev Hamann om en City-tur til Thailand efter sæsonen: "En morgen, da jeg lå på en solseng ved poolen, kom han hen til mig med en flaske champagne og to glas på den.Jeg kiggede op og sagde: 'Chef, hvad er det, vi fejrer?"
"Han vendte sig mod mig, smilede sit milde smil og lignede en buddhistisk filosof, da han sagde: "Livet, Kaiser. Vi fejrer livet'."