Svensk profil får OB's anførerbind efter blot 11 kampe i klubben
Stopperen udgør med offensivspilleren Bashkim Kadrii, den tyske midtbanespiller Tom Trybull og målmand Martin Hansen den nye anførergruppe i klubben.
"Der er nogle gode anførertyper i den her gruppe, og der vil jeg have mandat til at modellere det, som jeg vil, men planen er, at Filip er anfører, og Bashkim tager bindet, hvis Filip ikke er der," siger cheftræner Søren Krogh til OB's hjemmeside.
Forsvarsspilleren Bjørn Paulsen var anfører i efteråret, men glider sammen med unge Tobias Slotsager ud af gruppen.
"Ændringen i anførergruppen er sket i dialog med alle drengene - også dem som var en del af anførergruppen før - så der er ikke noget dramatisk i det."
"Bjørn og Slotsager er trådt lidt ud, og det frigiver måske lidt flere kræfter til at tænke på sig selv, sin egen performance og sin egen rolle i gruppen," siger Krogh.
30-årige Helander har spillet 11 kampe for OB siden ankomsten fra skotske Rangers FC i sommer. Han har kontraktudløb til sommer.