Svenskere hylder landstræner-ikonet "Bengan" i sidste VM-test
Den karismatiske og meget betydningsfulde landstræner døde efter at have kæmpet med Parkinsons i længere tid. Og for nogle dage siden blev det besluttet, at både kvindernes og mændenes hold i Sverige fra 2024 vil kæmpe om Bengt Johanssons Pokal, når de kappes om at blive svenske mestre.
Men hyldesten stopper ikke der. For at hylde Johansson, der var bagmanden bag 13 mesterskabsmedaljer på 16 år, så vil svenskerne i deres kamp mod Serbien bære legendens øgenavn "Bengan" bag på deres trøjer, skriver Expressen.
Johansson stod i spidsen for det svenske håndboldlandshold fra 1988 til 2004, og i den tid blev det blandt andet til to gange VM-guld, tre gange OL-guld og hele fire EM-medaljer.
"Det bliver stort. "Bengan" har betydet meget for denne gruppe spillere og for svensk håndbold," udtaler den svenske back Jim Gottfridsson fra Flensborg-Handewitt til Expressen.
Udover denne hyldest vil publikum under VM i håndbold kunne besøge en fotoudstilling med minder og fortællinger om "Bengans" liv og levned.
Sverige spiller deres første kamp ved VM torsdag aften kl. 20.30 mod Brasilien.