Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Sverige slår for anden dag i træk Danmark: Denne gang med 3-0 i Esbjerg

Ritzau
Patrick Galbraith gjorde sit, men ikke nok.
Patrick Galbraith gjorde sit, men ikke nok. Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Klasseforskellen var tydelig i især anden og tredje periode, da Danmarks ishockeyherrer torsdag tabte 0-3 til Sverige i Esbjerg.

Opgøret var det andet mod Sverige på to dage. Onsdag tabte Heinz Ehlers' udvalgte 2-4 til Sverige i Vojens.

Opgørene var de første af en stribe danske testkampe før VM. I næste uge gælder det to udekampe mod VM-værten Finland.

Ugen efter venter to hjemmekampe mod Norge, inden generalprøven står mod Slovenien i Rødovre 9. maj.

VM afvikles i Finland og Letland fra 13. til 28. maj.

Det danske hold stillede med en blanding af unge og rutinerede spillere til kampene mod svenskerne. Flere af de sædvanlige stamspillere er endnu ikke tilgængelige, fordi de stadig er eller skal i gang med slutspillet i forskellige lande.

Danmark overlevede torsdag en periode med svensk dominans i første del af en målløs første periode, inden det blev en mere jævnbyrdig affære, hvor danskerne fik tre afslutninger sendt afsted mod mål mod svenskernes seks i de første 20 minutter.

I anden periode kom gæsterne igen dominerende fra start, og femte svenske afslutning endte bag 37-årige Patrick Galbraith signeret af Marcus Sylvegard, som også åbnede ballet onsdag.

Denne gang fortsatte Sverige med at trykke på, og Galbraith diskede op med flere store redninger, inden han efter 37 minutter gav en returpuck, som Anton Bengtsson omsatte til 2-0.

19-1 lød skudstatistikken i anden periode, hvor danskerne kun sjældent var ude af egen zone.

Det blev lidt bedre i tredje periode, hvor Sverige dog stadig var bedst og bragte sig foran 3-0 ved Patrik Karlkvist, som efter 49 minutter styrede en afslutning ind bag Galbraith.

Danmark havde to gange to minutters powerplay i tredje periode, men måtte nøjes med en håndfuld afslutninger uden gevinst.

Indsatsen var et skridt ned fra onsdag, medgiver landstræner Heinz Ehlers, der dog erklærer sig tilfreds med arbejdsmoralen og disciplinen på det danske hold.

"Det er ikke overraskende, at vi faldt i niveau. Sådan vil det være, når man spiller to kampe lige efter hinanden mod et så godt hold. Vi hang efter på alle parametre og var udfordret i alt," siger Ehlers til TV 2 Sport.

Ehlers regner med at skifte ud på otte-ni pladser i truppen til kampene mod Finland i næste uge.