Syv danskere er i top-40 i forlænget golfturnering i Dubai Desert Classic
Regn forsinkede torsdag starten på golfturneringen Dubai Desert Classic, og den er derfor nu forlænget med en dag, så den først bliver færdigspillet mandag.
Det meddeler DP World Tour fredag, efter at alle 132 spillere er blevet færdige med første runde, men ingen nåede halvvejs på anden runde, inden den måtte indstilles på grund af mørke.
Og der er masser af danske flag ud for spillere i toppen af stillingen.
Bedst placeret er Thorbjørn Olesen, der har spillet 21 huller og står noteret for en samlet score på fire slag under par på en delt 13.-plads.
Marcus Helligkilde og Niklas Nørgaard Møller er et slag dårligere på en delt 22.-plads, mens Thomas Bjørn, Oliver Hundebøll, Rasmus Højgaard og Nicolai Højgaard også er på vej til klare cuttet med deres scorer på to slag under par på en delt 40.-plads.
Søren Kjeldsen og Jeff Winther har som de eneste danskere lidt flere problemer, men kan nå at rette op på det lørdag, når anden runde bliver spillet færdig.
Dubai Desert Classic er med sin samlede præmiepulje på 9 millioner dollar - svarende til 62 millioner kroner - blandt de mest lukrative på DP World Tour.
Det har tiltrukket blandt andre verdensranglistens nummer et, Rory McIlroy, der foreløbigt er på en delt fjerdeplads - to slag efter Richard Bland og Ian Poulter, der fører an med en score på otte slag under par.