Tauson får drømmestart på nyt samarbejde med spansk træner
Clara Tauson er kommet fremragende fra land i den ITF-turnering i Madrid, det danske tennishåb i denne uge stiller op i.I sin første kamp i turneringen vandt Tauson således over andenseedede Emma Navarro. Amerikaneren, der er nummer 83 på verdensranglisten, blev slået i to sæt med cifrene 6-2, 6-4.
Tauson fik dermed fejet det, der på papiret var den sværeste modstander i danskerens halvdel, af banen i overlegen stil.
Det er Tausons første sejr i næsten en måned. I starten af maj tabte hun i sin første kamp i en WTA 125-turnering i spanske Reus. Siden er det kommet frem, at Tauson har fået tilknyttet spanieren Carlos Martinez som træner.
Carlos Martinez har tidligere arbejdet med store navne som Feliciano López, Svetlana Kuznetsova og senest Daria Kasatkina, som han var træner for i næsten fire år indtil februar 2023.
Clara Tauson er for tiden nummer 126 på verdensranglisten efter et skidt 2022, som hun i år prøver at rette op på. Hun har tidligere været oppe som nummer 33.