Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Team Esbjerg tromler over kroatisk bundhold i Champions League

Ritzau
Team Esbjerg tromler over bundhold i Champions League.
Team Esbjerg tromler over bundhold i Champions League.Profimedia
Team Esbjergs håndboldkvinder indfriede lørdag sin markante favoritværdighed, da holdet på udebane bankede Lokomotiva Zagreb i Champions League.

I en meget sparsomt besøgt hal i Kroatien vandt Jesper Jensens Esbjerg-hold 30-18 over Lokomotiva Zagreb. Indsatsen var som atmosfæren ikke specielt sprudlende, men pligtsejren kom i hus.

Målvogter Amalie Milling imponerede med en redningsprocent lige under 45, og den norske bagspiller Henny Reistad var også fremtrædende med syv mål på lige så mange forsøg.

Team Esbjerg har nu ti point for syv kampe og er i gruppe B på pointmæssig omgangshøjde med førerholdene Györ og Rapid Bucaresti, der mødes senere lørdag.

Allerede næste lørdag bør Esbjerg have to point mere og Lokomotiva Zagreb fortsat nul point, når kroaterne har været en tur i Blue Water Dokken.

Team Esbjerg var trods udebane gigantisk favorit, og opgøret begyndte også med et udehold i kontrol.

Hjemmeholdet gjorde det svært for sig selv med fire begåede straffekast i kampens indledning, og med 7-3 på måltavlen efter 14 minutter lignede det en mulig storsejr til Esbjerg.

Men vestjyderne lod sig tilsyneladende lulle i søvn af klasseforskellen. Det lukkede Lokomotiva ind i kampen, indtil Jesper Jensen tog timeout og uddelte en reprimande ved stillingen 8-6.

Den hjalp i den grad, og Team Esbjerg gik til pause med en føring på 15-8 efter blandt andet syv redninger af målvogter Amalie Milling på 15 kroatiske forsøg.

I anden halvleg luftede Jesper Jensens en del af sine normale reserver, og intensiteten var næppe meget større end et gennemsnitligt træningspas hos det danske tophold.

Michala Møller afsluttede opgøret med en scoring i de døende sekunder, og dermed kom alle Esbjergs ti markspillere på tavlen.