Teknik og fart skal få skovlen under australiernes fighterinstinkt
Danmarks sidste gruppemodstander ved VM-slutrunden i Qatar praktiserer nemlig, hvad landstræner Kasper Hjulmand og flere danske spillere betegner som en "klassisk britisk spillestil".
I den betegnelse indgår styrker som fysik og fight som nøgleingredienser, og det er det danske fodboldlandshold forberedt på.
"Den analyse, vi lavede af Australien før VM, matcher det, vi har set fra dem til VM. De har en utrolig fightervilje, og man kan se, at de spiller med stor dedikation og store følelser.
"Australien har et stærkt hold, og alle på holdet er enige om, hvordan de skal spille fodbold," siger Kasper Hjulmand. Danmark er tvunget til at vinde kampen for at kunne gå videre til ottendedelsfinalen. Det har Danmark bedst mulighed for at gøre, hvis Danmark undgår at gå med på australiernes ønske om at få en tipslørdag-herrefight, og i stedet sørger for at det bliver et kampbillede med hurtige pasninger langs jorden. "Det er meget vigtigt, at vi er os selv, så vi kan få brudt Australien ned. Der er stor forskel på de to holds måde at spille på, og vi synes, at vi har kvaliteten til at slå dem på vores måde. Men vi har stadigvæk stor respekt for Australien. Danmark mødte dem også for fire år siden ved VM (1-1, red.), og det var en svær kamp. Man må ikke bare tro, at vi slår dem, fordi vi ligger højere på verdensranglisten," siger Kasper Hjulmand.
Da Australien vandt 1-0 over Tunesien i lørdags var det med spillere fra blandt andet Dundee United, Hearts, Middlesbrough og Stoke i startopstillingen.
"Australien virker lidt som et britisk hold med meget fysik. De går til den," siger Joachim Andersen.
"Men jeg synes også, det er et hold, vi skal slå. Vi har sat os selv i en presset situation, men jeg tror, at vi klarer den," siger Joachim Andersen.Opgøret mellem Danmark og Australien spilles på onsdag klokken 16 dansk tid.