Temperamentsfuldt opgør venter i Marseille - PSG
Der er storkamp i Ligue 1 søndag aften, når Marseille på hjemmebane tager imod Paris SG.
Det er en kamp mellem nummer et og nummer to, og med Paris Saint-Germains generelle styrke in mente, skal Marseille formentligt ud og have alle tre points, hvis drømmene om endnu et mesterskab til den sydlige havneby skal realiseres.
Fem points adskiller de to hold i hovedstadsklubbens favør, men det er Paris, der har revanche til gode. De to mandskaber mødtes i Coupe de France i starten af februar, og her vandt Marseille på hjemmebane med 2-1.
Anført af en genfødt chilener, Alexis Sanchez, er Marseille i glimrende form for tiden. 10 sejre i 12 kampe efter VM og blot et enkelt nederlag er det blevet til for Igor Tudors udvalgte. Sanchez har de seneste sæsoner kæmpet med målene, men efter sommerskiftet til Marseille er det blevet til ni mål for chileneren. Seneste kamp for Marseille var en udesejr på 3-2 over Toulouse, efter et flot comeback i 2. halvleg.
Paris har modsat Marseille en sand stjerneparade af spillere. Neymar er dog skadet og Kylian Mbappe er ikke helt oppe i omdrejninger efter en skade, men den franske superstjerne lavede alligevel to mål i den seneste kamp, der endte med en sejr på 4-3 over Lille. Dog først efter to sene scoringer, blandt andet en sen, afgørende scoring fra Lionel Messi, fire minutter inde i tillægstiden.
Marseilles træner Igor Tudor har to skader i truppen frem mod opgøret. Forsvareren Samuel Gigot var fraværende senest grundet en ankelskade, efter at have fået mere eller mindre fuld spilletid efter VM. Derudover er marokkaneren Amine Harit stadig ude med en knæskade.
Paris kommer som sagt til Sydfrankrig uden Neymar, der fik en ledbåndsskade i anklen i weekenden. Det er dog især i defensiven at der er kvaler hos pariserne. Fire spillere står på skadeslisten og listen indeholder blandt andre Marquinhos og Achraf Hakimi .