Holger Rune kvartfinaleklar i Acapulco: Besejrer amerikansk kvalspiller i to sæt
Holger Rune er klar til karrierens kvartfinale nummer 23 på ATP Touren. Det står klart efter den 20-årige dansker torsdag morgen dansk tid besejrede den 25-årige amerikanske kvalifikationsspiller Aleksandar Kovacevic i ATP 500-turneringen Mexican Open i Acapulco. Danskeren sejrede i to sæt med cifrene 7-6 (7-5), 6-2.
Der var ellers praktisk talt intet, der kunne adskille de to spillere i første sæt, hvor amerikaneren faktisk var tættest på at få brudt. Undervejs måtte Rune således redde hele syv breakbolde, men til gengæld blev det også til sammen antal serveesser i løbet af sættet.
Ingen af de to fik altså brudt, Rune misbrugte ligesom Kovacevic alle sine breakbolde, i alt to, og derfor gik sættet i tiebreak, hvor de to igen fulgtes mere end bare almindeligt pænt ad. Rune fik ellers brudt på Kovacevic’ allerførste serv, men ved stillingen 3-5 fik amerikaneren brudt tilbage.
Det lod danskeren sig dog ikke påvirke af, for kort efter brød danskeren såmænd blot tilbage og sikrede sig en sætbold, som var nok til at sende første sæt i retningen af den unge dansker.
Derefter var det som om, at luften så småt gik af den figurative amerikanske tennisballon, for i andet sæt kunne 25-årige Kovacevic slet ikke få spillet til at hænge sammen, mens Holger Rune omvendt begyndte at sætte flere flotte vinderslag.
Særligt baghånden op langs linjen fungerede strålende for den 20-årige dansker, der allerede i sættets første parti tilspillede sig to breakbolde, der dog ikke blev udnyttet efter et par stærke amerikanske point.
Men danskeren havde ikke desto mindre for alvor fundet rytmen, og i Kovacevic’ anden og tredje serveparti brød danskeren relativt nemt, mens han uden problemer holdt sine første tre servepartier i sættet med blot ét eneste amerikansk point vundet og med nok et succesfuldt serveparti for danskeren, der blev lukket med to serveesser, kunne danskeren indkassere en fornem sejr.
Det var første gang i karrieren, at Rune mødte den 25-årige amerikaner, der indtager placering nummer 93 på verdensranglisten, hvor Rune fortsat ligger som nummer syv. Sejren var også årets niende for danskeren i hidtil 13 kampe.
I kvartfinalen venter nu 29-årige tyske Dominik Koepfer, der tidligere torsdag besejrede den ottendeseedede amerikaner Frances Tiafoe. Heller ikke Koepfer, der er venstrehåndsspiller og placeret som nummer 58 på verdensranglisten, har Rune før mødt.
Skulle Rune opnå avancement her, risikerer danskeren at løbe ind i enten amerikanske Ben Shelton eller norske Casper Ruud. Efter Alexander Zverevs overraskende første runde-nederlag til landsmand Daniel Altmaier er Holger Rune den højest seedede spiller tilbage i turneringen. Zverev var således første seedet, mens danskeren er seedet som toer.