Holger Rune videre i Acapulco efter stensikker sejr over amerikaner
Det sker efter en sejr på 6-2, 6-3 over amerikanske Michael Mmoh natten til onsdag dansk tid.
Opgøret var danskerens første i turneringen.
Rune vandt opgøret uden de store problemer og formåede at bryde Mmoh allerede i kampens andet parti.
Han sikrede første sæt ved at bryde amerikaneren for anden gang til 6-2.
I andet sæt slog Rune over i cruise control og skulle blot bryde Mmoh en enkelt gang for at sikre sejren.
Rune formåede i løbet af kampen at afværge alle tre breakbolde, som Mmoh stillede ham over for.
Danskeren er nummer syv på verdensranglisten, mens Mmoh er nummer 122.
Rune skal i næste kamp møde vinderen af opgøret mellem amerikanske Aleksandar Kovacevic og australske Jordan Thompson.
Kampen var Runes første, siden Alexander Shevchenko sendte ham ud af ATP 500-turneringen i Rotterdam i Holland tidligere på måneden.
Rune har for nylig genansat franskmanden Patrick Mouratoglou som træner.
Franskmanden blev en del af Holger Runes trænerteam i 2022, men i slutningen af august sidste år meddelte parterne, at samarbejdet ophørte.
Mens de arbejdede sammen vandt Holger Rune blandt andet ATP 1000-turneringen Paris Masters. Det er danskerens største triumf i karrieren.
Han har skiftet flittigt ud på sit trænerteam gennem det seneste halve år. Først stoppede Mouratoglou og Runes mangeårige træner Lars Christensen.
Efterfølgerne stoppede Severin Lüthi og Boris Becker tidligere i år efter kort tids tilknytning til danskeren. I begge tilfælde var det ikke afstemt, hvor meget tid Rune forventede, at de skulle bruge på trænergerningen.