Holger Rune er spændt på særlig kulisse i Australien
Sådan lyder det i et skriftligt svar fra hans mor og manager, Aneke Rune.
"Det er en fantastisk bane. Holger elsker de store baner, så at starte Australian Open på Rod Laver er herligt," skriver hun.
Ottendeseedede Rune møder i kampen japanske Yoshihito Nishioka, der er nummer 61 på verdensranglisten.
De to har tidligere stået over for hinanden i Adelaide International sidste år. Da vandt Nishioka over Rune i første runde.
"Den første kamp i en grand slam er altid svær. Der er nerver på, men jeg ser frem til det. Han er en fantastisk modstander, og forhåbentlig bliver det en fantastisk kamp," sagde Rune på et pressemøde før opgøret.
Tirsdagens program har placeret Rune med kampstart tidligst klokken 14 lokal tid, hvilket er klokken 04 om natten dansk tid.
Rod Laver Arena har plads til knap 15.000 tilskuere og er opkaldt efter den tidligere australske tennisspiller Rod Laver, der vandt 11 grand slam-turneringer.
Clara Tauson spiller sin første kamp lige før Rune. Hendes kamp ventes at gå i gang mellem klokken 03 og 04 dansk tid.
Hun skal i første runde op mod belgiske Greet Minnen, der er nummer 67 på verdensranglisten. Tauson er nummer 96.
Tausons opgør spilles på den upåagtede bane nummer 17.