Kroatisk stjerneskud møder Djokovic i første runde af Australian Open: Han er mit idol
Den kun 18-årige kroatiske tennisspiller Dino Prižmić banker måske snart på verdenselitens dør. I hvert fald er teenageren for første gang i karrieren klar til hovedturneringen i en Grand Slam, efter han spillede sig gennem kvalifikationen uden ellers at være seedet.
Undervejs besejrede kroaten først argentinske Mariano Navone, derefter landsmand Duje Ajduković, inden han sendte tunesiske Aziz Dougaz til tælling i sin kvalfinale. Og kroatens lodtrækning til hovedturneringen giver næppe de helt store chancer for videre avancement.
For her brager Prižmić nemlig sammen med selveste Novak Djokovic, verdensetter og rekordindehaver for fleste sejre ved Australian Open med sammenlagt 10 sejre gennem årene. En på papiret hård lodtrækning men måske ikke desto mindre en drømmelodtrækning for Prižmić.
Flere gange har den unge stjerne in spe nemlig erklæret sin beundring for den 36-årige serber, der kommer til Melbourne som forsvarende vinder af Australian Open. I 2023 tog Prižmić sejren ved juniorernes French Open, præcis som danske Holger Rune i 2019 gjorde det, og efterfølgende lykønskede Djokovic på sociale medier den unge kroat med sejren til Prižmić’ store overraskelse.
”Da jeg så det, kunne jeg ikke tro mine egne øjne. Det er stort for mig, han er mit idol: Jeg er virkelig glad,” fortalte Prižmić således ifølge Tennis World ovenpå Djokovic’ anerkendelse af den kroatiske triumf.
Med baggrund i samme tennisklub i hjembyen Split som de forhenværende kroatiske stjerner Goran Ivanišević, vinder af Wimbledon i 2001, og Mario Ančić, der nåede semifinalen ved Wimbledon i 2004, har Prižmić også allerede oplevet at vinde en større turnering, som Novak Djokovic endda er ganske involveret i.
I 2023 sejrede Prižmić således i Challenger-turneringen i bosniske Banja Luka, en turnering der spilles på et anlæg, der på nærmest rekordtid blev anlagt i byen, der er landets næststørste og hovedby i Republika Srpska, der sammen med Føderationen Bosnien-Hercegovina udgør landets to autonome enheder.
Det splinternye anlæg i Banja Luka skulle nemlig bruges til Srpska Open, en ATP 250-turnering der erstattede Serbia Open, og som har Novak Djokovic’ bror, Djordje, som direktør. Djokovic blev overraskende sendt ud af landsmand Dušan Lajović i kvartfinalen, og få måneder senere kunne Dino Prižmić altså sejre i Challenger-turneringen på samme anlæg.
Nu mødes de to så i første runde af årets Australian Open. Novak Djokovic er førsteseedet til turneringen, ligger som nummer ét på verdensranglisten og har allerede vundet turneringen et tocifret antal gange. Prižmić er til sammenligning nummer 178 på verdensranglisten og har været gennem kvalifikationen, men til gengæld for kroaten altså lov at spille mod sit helt store idol i Melbourne.