Medvedev leverer forrygende comeback i sen nattetime
Klokken var over halv fire om morgenen lokal tid i Melbourne, før Daniil Medvedev havde booket billet til tredje runde i Australian Open.
Medvedev gik videre fra sin anden kamp i grand slam-turneringen efter sejr over finske Emil Ruusuvuori i fem sæt med cifrene 3-6, 6-7, 6-4, 7-6, 6-0.
Efter 4 timer og 20 minutter på banen havde Medvedev leveret et enestående comeback efter at have været nede med 0-2 i sæt.
Klokken var præcis 03.40 i Melbourne, mens tv-seere i Danmark kunne slukke for skærmen 17.40, hvis de havde fulgt med i maratonkampen.
"Det er helt sikkert en kamp, jeg vil huske. Og jeg ville ikke være her, hvis jeg var tennisfan. Jeg havde sagt: Lad os tage hjem og se den i tv. Så tak til jer, I er stærke," siger Medvedev i sejrsinterviewet.