Sublim Zverev basker spansk storfavorit og er klar til semifinale
Zverev, der er nummer seks, vandt onsdagens kvartfinale med cifrene 6-1, 6-3, 6-7, 6-4.
Tyskeren var på vej mod en storsejr i tre sæt, men Alcaraz fik afværget den værste ydmygelse.
Zverev spillede stort set fejlfrit i de to første sæt. Han dominerede hele banen og havde også stor succes med at søge frem til nettet.
Alcaraz kunne slet ikke spille sig ud af problemerne, da den tyske modstander havde et modsvar til nærmest alt.
Zverev brød ved første lejlighed og kom på 3-0, og på under en halv time vandt han første sæt.
I andet sæt var Alcaraz den første til at komme frem til breakchancer, men Zverev afværgede og servede sig på 3-3.
Det gav tysk momentum, for Zverev brød derefter to gange i træk og vandt 6-3.
Alcaraz var i vildrede og lignede slet ikke sig selv med de graverende fejl, han lavede.
Allerede i begyndelsen af tredje sæt kom han i nye vanskeligheder, og Zverev brød til 3-1, efter at spanieren slog en baghånd langt ud.
Ved stillingen 5-3 kunne Zverev serve sejren hjem, men med ryggen mod muren brød Alcaraz for første gang i kampen, og sættet måtte afgøres i tiebreak.
Nu havde spanieren fået blod på tanden og spillede inspireret. Han kom bagud 0-2 i tiebreaken, men vandt 7-2 efter flere formidable bolde.
I fjerde sæt indledte begge med et servegennembrud. Derefter var der stillingskrig, og man fornemmede egentlig, at Alcaraz var en smule ovenpå, da Zverev i stedet brød til 5-4.
Så kunne han igen serve sejren hjem, og denne gang lykkedes det for Zverev, der kunne notere sig en af karrierens flotteste sejre.
I semifinalen skal han møde russeren Daniil Medvedev, som han har mødt 19 gange tidligere i karrieren. Medvedev har vundet de seneste to og fører 12-7 i indbyrdes kampe.
Det er anden gang, at Zverev når semifinalen i Melbourne.
Tyskerens bedste grand slam-resultat var US Open-finalen i 2020.