Tennisstjernen Rafael Nadal gør comeback til Australian Open efter hofteskade
Det oplyser turneringsdirektør Craig Tiley på australsk tv onsdag.
"Vi kan eksklusivt offentliggøre, at "Rafa" kommer tilbage," siger han med henvisning til den spanske tennisspiller.
Nadal blev opereret i en hoftemuskel i juni efter at han kom til skade i netop Australian Open i januar.
"Han har været ude det meste af året og efter at have snakket med ham i de seneste dage, har han bekræftet, at han vender tilbage, hvilket vi er rigtig spændte på," siger Tiley.
37-årige Nadal har vundet 22 grand slam-titler.
Tiley fortæller også til australsk tv, at Nick Kyrgios også muligvis deltager i turneringen på hjemmebane efter at have været igennem et skadeplaget 2023.
"Vi ved, at Nick har været i træning i forventning om at vende tilbage. Så vi forventer at se ham igen," lyder det.
Nadal har tidligere sagt, at han forventer at stoppe spillerkarrieren i 2024 efter en række skader i de seneste år.
Spanieren er i dag nummer 240 på verdensranglisten og er blevet overhalet af Novak Djokovic, når det kommer til grand slam-titler.
Selv har Nadal vundet Australian Open to gange. Det skete senest i 2022, hvor han slog russeren Daniil Medvedev.