Wimbledon-mester er færdig ved Australian Open
Sidste års Wimbledon-vinder, Marketa Vondrousova, er færdig ved Australian Open.
Det står klart, efter at hun natten til mandag dansk tid tabte til ukraineren Dayana Yastremska med 1-6, 2-6 i første runde.
Tjekken, der er nummer syv på verdensranglisten, havde allerede før starten på Australian Open døjet med en hofteskade.
I sidste uge tvang den hende til at trække sig fra opvarmningsturneringen Adelaide International.
7-seedede Vondrousova tabte sit første serveparti til Yastremska, nummer 93 på verdensranglisten, og formåede aldrig at komme tilbage i kampen.
Wimbledon-sejren sidste år, Vondrousovas første grand slam-titel, var over tuneseren Ons Jabeur.
Andetsteds besejrede den fjerdeseedede amerikaner Coco Gauff slovakiske Anna Schmiedlová med cifrene 6-3, 6-0.