Sinner skubber Djokovic af tronen som verdens nummer et. Holger Rune rykker igen tilbage
Det fremgår af mandagens opdaterede verdensrangliste fra ATP Tour.
Den afslører samtidig, at danske Holger Rune har måttet give afkald på yderligere to pladser på den liste. Danskeren er nu nummer 15. I slutningen af september sidste år var han oppe som nummer fire.
Senest danskeren lå så lavt var i oktober 2022, hvor han var nummer 18.
Pointmæssigt er det dog tæt omkring den 21-årige dansker, og vi er på vej ind i sommerens græssæson, hvor Rune ikke har mange point at forsvare. Dermed vil et par gode resultater hurtigt kunne rykke ham fremad igen.
Til gengæld har 22-årige Jannik Sinner en del point at forsvare på ranglisten fra Wimbledon sidste år. Der nåede han frem til semifinalen.
Så selv om han nu kan iklæde sig prædikatet verdensetter, skal han præstere godt den kommende tid, hvis han skal fastholde positionen.
På kvindernes verdensrangliste er Clara Tauson avanceret syv pladser efter et udmærket French Open. Hun er oppe som nummer 65. Inden en række skader begyndte at drille, var Tauson i februar 2022 oppe som nummer 33.
Caroline Wozniacki ligger nummer 117.