Startede ellers så flot: Suveræn Tauson knækker sammen mod ond ånd i Madrid
Den 20-årige dansker måtte se sig besejret af ukraineren Katarina Zavatska i anden runde.
Danskeren vandt første sæt med 6-0, men tabte efterfølgende de to næste sæt med 6-7, 1-6. Tauson misbrugte endda tre matchbolde i andet sæt, der blev afgjort i en tiebreak.
De to spillere havde forud for onsdagens duel stået over for hinanden to gange tidligere i karrieren, og i begge tilfælde var det endt med ukrainsk sejr.
Zavatska stod i 2021 i vejen for Tauson, da danskeren forsøgte at spille sig ind i hovedturneringen i Australian Open.
Alt tydede på, at Clara Tauson skulle få sin hævn i onsdagens kamp i Spaniens hovedstad, hvor danskeren var fuldstændig suveræn i første sæt.
Andet sæt blev langt mere tæt, og det måtte til sidst afgøres i en tiebreak, som ukraineren vandt 10-8. Tauson var undervejs i tiebreaken foran 4-1, og hun misbrugte lidt senere tre matchbolde.
Efter at danskeren havde tabt andet sæt, gik det helt galt i tredje og afgørende sæt, som Katarina Zavatska vandt uden de store problemer.