Wozniacki kommer godt fra land i Melbourne: Videre efter polsk lyskenskade
Caroline Wozniacki er klar til anden runde ved Australian Open. Søndag formiddag dansk tid spillede hun sig forbi polske Magda Linette, efter den 31-årige polak måtte trække sig kort inde i andet sæt med en lyskenskade. Første sæt gik dog til Wozniacki efter flot spil med cifrene 6-2, mens danskeren førte 2-0 i andet sæt, da Linette trak sig.
Den 33-årige dansker kom flot fra start, da hun brød i allerede første serveparti for søndagens polske modstander, og selvom Linette kort efter fandt fodfæste med to partier i streg, så fik Wozniacki hurtigt kampen under kontrol.
Allerede ved stillingen 4-2 mærkede Linette, der er seedet som nummer 20 ved Australian Open, problemer med sin lysken, og efter partiet, der blev vundet af Wozniacki, tog polakken en såkaldt medical timeout, hvor turneringens læge fik tapet polakkens lysken op.
Lige lidt hjalp det dog, for i andet sæt brød Wozniacki straks polakkens serv, hvorefter hun selv holdt egen serv uden problemer, og ved stillingen 2-0 i andet sæt blev smerten altså for meget for Linette, der måtte trække sig fra kampen.
Umiddelbart efter opgøret bemærkede Wozniacki, at det absolut ikke var sjovt for hende at opleve søndagens modstander, der i 2023 nåede helt til semifinalen ved Australian Open, i så store smerter.
"Hun er en af mine gode venner, jeg har kendt hende i mange år. Sidste år fulgte jeg selvfølgelig med i, hvor godt og utroligt hun spillede her, så jeg vidste før kampen i dag, at det ville blive en svær en. Det her var selvfølgelig ikke sådan, jeg havde ønsket at slutte kampen. Jeg håber bare, at det ikke er noget alvorligt, og at hun snart er klar igen," kommer det fra Wozniacki.
Dermed er Wozniacki klar til anden runde, hvor den kun 20-årige russiske Maria Timofeeva venter. Timofeeva var gennem kvalifikationen til årets Australian Open. Skulle Wozniacki også opnå avancement her, vil vinderen af et opgør mellem 16-årige russiske Alina Korneeva og enten Linda Fruhvirtová eller Beatriz Haddad Maia vente.