Tennislandshold alvorligt handicappet i nøglekamp: Må undvære syg Wozniacki
Wozniacki er fortsat syg og ude af stand til at spille, oplyser Dansk Tennis Forbund til Ritzau.
Wozniacki var allerede skidt tilpas under mandagens kamp mod Østrig. Her opgav hun at spille videre efter at have tabt de første syv partier mod Sinja Kraus.
I Wozniackis fravær spiller Johanne Svendsen single. Den anden single står Clara Tauson for.
Danmark tabte mandagens kamp mod Østrig med 1-2 sammenlagt efter nederlag i doublen og har brug for en sejr over Ungarn for at holde liv i ambitionen om oprykning.
Den ambition var affødt af Wozniackis comeback til landsholdet, som ifølge forbundet dermed blev historisk stærkt, men med Wozniackis sygdom er holdet sat tilbage.
Også onsdag skal Danmark i aktion, denne gang i den sidste gruppekamp mod Ungarn.
Wozniacki stillede ikke mindst op for Danmark for at stå med gode kort på hånden i jagten på deltagelse ved sommerens OL i Paris.
Reglerne siger, at man som udgangspunkt skal spille to landsholdsturneringer for at komme i OL-betragtning.
Wozniacki nåede kun én, men Dansk Tennis Forbund har en forventning om, at der gives dispensation til den tidligere grand slam-vinder.
Wozniacki skal dog op blandt de 65-70 bedste i verden for at klemme sig ind i det fine OL-selskab, aktuelt er hun nummer 118.
Når hun ikke op blandt de 65-70 bedste, kan hun håbe på at blive tildelt et af to pladser til tidligere grand slam-vindere, der ikke er kvalificeret, og som ligger blandt de 400 bedste på verdensranglisten.