Dansk talent klar til tredje Challenger-finale i sæsonen: Besejrer tidligere top-20-spiller
I øjeblikket har 21-årige danske Elmer Møller kurs mod lidt af et gennembrud på ATP’s Challenger-tour, herrernes næsthøjeste niveau i tennisverdenen. Lørdag eftermiddag spillede det århusianske talent sig nemlig i finalen i Braga Open i Portugal.
Med semifinalesejren over spanske Albert Ramos Viñolas brager Elmer Møller samtidig også ind i ATP-verdensranglistens top-200 for første gang i karrieren, og søndag spiller danskeren altså sin tredje Challenger-finale i sæsonen.
Møller var også i seneste weekend tæt på at nå en Challenger-finale, da han spillede sig frem til semifinalen i Lisboa Belém Open, hvor det dog blev til nederlag mod belgiske Raphaël Collignon, men denne lørdag var danskeren altså bedst i sit semifinaleopgør.
Her skulle Møller blot bruge to sæt på at besejre en ellers stærk modstander med cifrene 7-5, 7-6(2). 36-årige Ramos Viñolas har ganske vist sine bedste år bag sig, men den catalonske spiller har ikke desto mindre en fortid i top-20 i verden, da han i maj 2017 opnåede karrierens bedste ranglisteplacering som nummer 17.
Før Møller kunne spille sig i finalen i Braga, skulle danskeren endda først gennem kvalifikation til turneringen, og herefter har den 21-årige østjyde besejret portugisiske Frederico Ferreira Silva, italienske Francesco Passaro, tjekkiske Vít Kopřiva og nu altså senest Albert Ramos Viñolas.
Passaro, Kopřiva og Ramos Viñolas var endda alle blandt turneringens seedede spillere som henholdsvis nummer to, syv og seks. I finalen møder danskeren nu turneringens femteseed, 28-årige colombianske Daniel Elahi Galán, der ligger nummer 127 i verden.
Skulle Møller sejre her, vil det være danskerens første Challenger-titel i karrieren efter det tidligere på året er blevet til finalenederlag i først tyske Augsburg og senere tjekkiske Liberec til henholdsvis kasakhiske Timofey Skatov og bolivianske Hugo Dellien.
Det er fjerde Challenger-turnering i streg, at Møller når frem til som minimum kvartfinalen, og seneste exit før kvartfinalen ligger således nu helt tilbage i juli måned, hvor danskeren røg ud i anden runde af Dutch Open i Amersfoort.
Søndag byder dermed på hele to finaler på ATP’s Challenger Tour med dansk islæt, da August Holmgren og Johannes Ingildsen ligeledes står i finalen i herrernes double i Open de Vendée i franske Mouilleron-le-Captif.
I det hele taget bliver det en finalespækket dansk tennissøndag, for også på kvindesiden i WTA-regi er der dansk finaledeltagelse, når Clara Tauson møder australske Ajla Tomljanović i finalen af Hong Kong 125 Open.