Rune måtte justere sit spil for at få andet sæt i hus
Tidligt fredag dansk tid spillede han sig i semifinalen i ATP 250-turneringen i Brisbane, men det holdt hårdt i andet sæt.
"I andet sæt var det helt sikkert noget sværere. Han (James Duckworth, red.) ændrede sin strategi lidt, og jeg blev nødt til at justere en smule," siger Holger Rune ifølge TV 2 Sport.
"Men jeg er glad for, at jeg kunne lukke kampen i to sæt, og jeg har det godt."
Præcis hvad ændringen fra Duckworth var, og hvad Rune selv ændrede, forklarer han ikke nærmere. Tydeligt var det dog, at Duckworth begyndte at serve langt bedre end i første sæt.
Ingen af spillerne havde en breakbold i andet sæt, mens Holger Rune udnyttede to ud af fem i et første sæt, som han dominerede.
"Det var en fed kamp. Specielt i første sæt startede jeg virkelig godt, og jeg fik virkelig sat ham under pres med mine slag. Jeg havde det godt," forklarer Rune.
Den 20-årige dansker, der er nummer otte på verdensranglisten, skal i semifinalen møde verdens nummer 39, russeren Roman Safiullin. Den kamp spilles formentligt tidligt lørdag morgen dansk tid.
Turneringen i Brisbane er Runes første i år. Han er seedet som nummer et.