Var på drømmefinalekurs mod Rune, men: Nadal misser matchbold og går kold mod australier
Rafael Nadal nåede ikke længere end til kvartfinalen i sin comebackturnering i Brisbane.
Fredag tabte Nadal således til australieren Jordan Thompson, der rangerer som nummer 55 i verden, med cifrene 7-5, 6-7, 3-6.
Nadal styrede ellers mod en forholdsvis sikker sejr i to sæt og havde matchbold både ved stillingen 5-4 og i tiebreaken.
Men Thompson overlevede tre matchbolde, inden han hev andet sæt hjem og derefter også vandt tredje sæt.
Undervejs i tredje sæt modtog Nadal behandling for en skade. Det er uvist, om den er af alvorlig karakter.
Jordan Thompson spillede sit livs kamp og sikrede sejren på en vild matchbold, hvor spillerne sled hinanden op, indtil Nadal sendte bolden marginalt ud.
Kampen varede 3 timer og 24 minutter og sluttede ved midnatstid i Brisbane.
Dermed bliver der ingen drømmefinale set med danske øjne mellem Holger Rune og Nadal, der i denne uge har fået comeback efter en skadespause på mere end 11 måneder.
Rune spillede sig tidligt fredag morgen dansk tid frem til semifinalen.
Turneringen fungerer som opvarmning til Australian Open, der begynder 14. januar.